Knus og kram er en menneskeret. Børn skal ikke opbevares, de skal krammes.

Vores daginstitutioner må aldrig nogen sinde bare blive et sted, hvor vi opbevarer børn, mens mor og far er på arbejde.

Børn er jo børn døgnet rundt, og de har brug for de samme ting, uanset om de er hjemme eller ude: mad, søvn, tøj på kroppen, opmærksomhed, leg, eventyr, snak, spil og omsorg og trøst, når de er kede af det.

Knus og kram er ikke en luksus. Det er en menneskeret. Men en pædagog har kun to arme at kramme med. Det kan vi ikke ændre på. Men vi kan ændre på, hvor mange pædagoger der er pr. barn i en børnehave.

Det er derfor, regeringen vil sætte flere penge af til flere pædagoger. I de her år kommer der flere børn, og så nytter det jo ikke, hvis der ikke kommer tilsvarende flere penge. Så bliver krammene for få, og der bliver for lidt tid og plads til alt det andet også.

Børns Vilkår har spurgt 560 børnehavebørn fra 48 forskellige institutioner om, hvordan det er at gå i børnehave. Hvert femte barn oplever ikke, at de får knus eller kram. Og en fjerdedel af børnene oplever ikke, at der er en voksen, der kan trøste dem, når de er kede af det.

Av. Av. Det er svært ikke at få billeder på nethinden af sine egne rollinger som små. Puha, bare tanken om at se dem stå med tårerne løbende ned ad kinderne og række de små buttede arme op efter en voksen, og der så ikke er nogen til at løfte dem op.

Eller hvis der ikke havde været en voksen, når de var helt utrøstelige, når man skulle aflevere om morgenen, og man selv gik derfra med tårerne sprøjtende ud af øjnene. Der skal være voksne nok i vuggestuerne og børnehaverne.

Eksperter råber vagt i gevær, men det gør den sunde fornuft også: Børn, der ikke får trøst, knus og omsorg, bliver stressede og trives dårligere. Selv små forandringer og afsavn i barndommen kan sætte sig som brændemærker, når man bliver voksen.

Det bliver svært at tro på, at man har en plads i verden, hvis man ikke bliver set og krammet, når man er ked af det som barn. Selv de mest stædige eller tålmodige børn stopper til sidst med at række ud efter trøst, hvis den aldrig kommer.

Der er også stadig alt for mange børn, der vokser op i hjem med misbrug, druk og vold. Disse børn får ikke meget omsorg eller mange krammere derhjemme, og så er det endnu mere alvorligt, hvis de heller ikke får det, når de er i børnehave. Det kan vi ikke være bekendt som samfund. Det er ikke velfærd.

Vi har dygtige og omsorgsfulde pædagoger i de danske daginstitutioner. Mennesker, der hver dag går på arbejde og knokler for at yde en kæmpe indsats for vores børn. Men de løber også alt for stærkt, og deres arme er for få.

Hvis Danmark skal være det bedste land at være barn i – og det skal det – så skal børnene da som minimum have kram og trøst. Det kræver flere mennesker omkring børnene, når de er i vuggestue eller børnehave.

Vi har som regering taget det første af mange skridt med økonomiaftalen med kommunerne, men der er selvfølgelig mange mil endnu. Vi helmer ikke, før nogen bærer os ud. Børnene er det vigtigste, vi har.