Flaget ved Lundehus Kirke på Østerbro vajede i vinden på en overskyet og blæsende, men usædvanlig varm formiddag. Det er den 23. december, og klokken var lidt over halv elleve, da dørene åbnede sig, da kisten med Leon Owild blev båret ud til den ventende vogn. Forrest i højre side gik hans datter, Tini Owild, der gav udtryk for, at stemningen trods alt var god.
»Jeg holdt en tale, som var i min fars ånd, hvor jeg fortalte historier fra dengang, jeg var lille - om hvordan vi har været sammen gennem hele livet. Det tror jeg, faldt i god jord. Der blev grinet i hvert fald,« fortalteTini Owild, inden hun gik videre til afskedsreceptionen.
»Nu går vi hen og deler nogle røverhistorier. Jeg tror bestemt, der er mange gode og sjove historier.«
Leon Owild blev kendt som virkelighedens Egon Olsen, da han i 1970’erne havde sin storhedstid, hvor han smuglede cigaretter fra Polen tværs over Østersøen til Danmark. Han tjente millioner af kroner, og damerne flokkedes om ham. Han var en gangster. En kriminel, der i alt sad 14 år i fængsel. Men han var også en vellidt mand med mange venner. Det vidner det store fremmøde til bisættelsen om.
Én af vennerne er Henrik Halby. Han var også med til at bære kisten ud og gik bagved Tini Owild. Han har kendt Leon Owild i 30 år og fortalte, at venskabet har haft stor betydning for ham.
»Det er Leons skyld, at jeg aldrig er blevet filtret ind i noget og kom i fængsel. Det var Leon, der fik revet mig væk. En dag sagde han til mig: ’Du har en kone og to små børn. Nu skal du ikke lave samme bommert som mig’. Og det er jeg ham dybt taknemmelig for,« fortalte Henrik Halby og tilføjede:
»Han var et af de bedste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Jeg var meget draget af Leon. Han var så levende. Sådan en god ven.«
Det er sådan, familien og vennerne husker Leon Owild. For selvom han var dybt kriminel, var han også et godt menneske, der brugte sine erfaringer til at hjælpe andre fra at rode sig ud i noget ulovligt.
Da den sidste rose var lagt på kisten, kørte bilen bort til vink fra familie og venner, mens en kvinde gengav, hvad der skulle være Leon Owilds egne ord:
’Min død skal være en fest. Folk skal ikke sørge.’
