- Nu har vi altså fået nok

En angiveligt ny hemmelig gruppe hundeelskere har dannet et landsdækkende netværk, der vil befri hunde, som står til aflivning på grund af hundeloven.

- Nu har vi altså fået nok. Den lovgivning er helt forskruet, og det kan ikke fortsætte, det her. Jeg synes, det er mishandling af dyr, siger ST til bt.dk. Han ønsker ikke at stå frem med sit fulde navn af frygt for at afsløre personerne i netværket. Bt.dk kender dog ST's identitet.

Bt.dk har fået kontakt til netværket, der inden for den sidste måned er opstået på sociale medier, og som organiserer sig blandt andet ved hjælp af telefonkæder.

- Vi er omkring 35 personer rundt i hele landet. Gruppen indeholder alle typer mennesker lige fra kontanthjælpsmodtagere til selvstændige. Og vi er nu oppe på 75-80 hjem, som gerne vil tage imod hundene, når vi har hentet dem, hævder ST.

Har allerede slået til

Han påstår, at gruppen allerede har haft held til at befri flere hunde fra internater, hvor de ellers ville være blevet aflivet på politiets ordrer.

- Vi har fået hentet fire-fem stykker ud nu. De bor nu rundt omkring i Danmark, fortæller ST. Og det har ifølge ST ikke været svært at hente hundene på internaterne. Han fortæller, hvordan gruppen i et tilfælde henvendte sig på et internat i Jylland, hvor personalet vendte det blinde øje til.

- Vi forklarede bare hvordan og hvorledes, så de kunne være sikre på, hvad vi ville. Så vendte dyrlægen ryggen til, gik ind på et kontor og lukkede døren. Og væk var vi med hunden, siger ST.

Thor startede det hele

Han fortæller, at det er sagen om schæferhunden Thor, der har fået gruppen til at organisere sig men oplyser, at de ikke har noget at gøre med 'befrielsen' af Thor, men at de ved i hvilken landsdel, Thor befinder sig.

- Det er sagen om Thor, der har gjort, at vi er en gruppe mennesker, der handler og siger; 'nu gider vi ikke mere', siger ST.

Han understreger, at personerne i det hemmelige netværk ikke normalt går ind for selvtægt, men at de er en gruppe hundeelskere, der ikke har kunnet se nogen anden udvej på grund af hundelovens udformning og de seneste måneders sager om aflivning af hunde.

ST har ikke oplyst overfor BT hvilke internater, de har hentet hunde hos. BT arbejder videre med sagen.

Hvad mener du? Deltag i debatten under artiklen.