Læs den digitale fortælling om Kenneth Juhl Nygaard-Petersens to-årige kamp mod Arbejdsskadestyrelsen

  • Læs om Kenneths kamp: Efter alvorlig eksplosions-arbejdsulykke - har kæmpet for erstatning i to år.
  • Se billederne: Så slem var ulykken
  • Se videoerne: Kenneth viser arrene frem
  • Arbejdsskadede venter i årevis på erstatning

For mere end to år siden var 48-årige Kenneth Juhl Nygaard-Petersen ude for en alvorlig arbejdsulykke, som han var uden skyld i. Efter en eksplosionen blev han slemt forbrændt på 25 pct. af kroppen, fik kraniebrud, to hjerneblødninger og mange andre skader. I flere dage svævede han mellem liv og død.

Kenneth døjer i dag med kroniske smerter, voldsom træthed efter sin hjerneskade og posttraumatisk stress. I dag mere end to år efter ulykken kæmper Kenneth ikke kun for sit helbred, men også en hård og langvarig kamp mod Arbejdsskadestyrelsen for at få hele den erstatning, han har krav på.

Kenneth og familien har i to år ventet på, at Arbejdsskadestyrelsen skal afgøre hans endelige varige mén og tab af erhvervsevne. Dels så Kenneth kan få udbetalt hele sin erstatning, men vigtigst af alt, så Kenneth, hans kone og to døtre på ni og 12 år kan lægge ulykken bag sig og komme videre med deres liv.

- Da jeg kom hjem fra hospitalet, så sagde jeg til mine to piger og min kone Anne-Mette: Når alt det her er overstået, så fortjener vi en lang rejse hele familien sammen, men nu er der gået to år, og der er ikke sket noget...

Kenneth Juhl Nygaard-Petersen og familien har svært ved at forstå, hvorfor sagen i Arbejdsskadestyrelsen trækker så meget ud.

- Jeg håber bare, at jeg kan få en almindelig hverdag igen uden at skulle tænke på sagen og ulykken hele tiden, siger den spinkle mand. Kenneth har tabt sig 10 kg efter ulykken, og kroppen er drænet for energi. Men det er ikke kun kroppen, som det har tæret på.

Mens Kenneth har ventet på, at sagen bliver afsluttet, og hele erstatningen udbetales, så har han måtte opgive det job, han var så glad for, økonomien begynder at blive presset, og familien er i opløsning. For en måned siden flyttede Kenneth og hans kone Anne-Mette fra hinanden og har planer om en skilsmisse.


Ulykken: Forbrændt på 25 pct. af kroppen

Den skæbnesvangre dag er fredag d. 15. april 2011. Kenneth, der arbejder som håndværker, ligger med overkroppen nede i en brønd, da han skal skære påfyldningsrøret til en nedgravet industri-olietank af med en vinkelsliber. Det er formentligt en gnist, der kl. 10.07 får oliedampe eller en olierest i tanken til at eksplodere. Eksplosionen sker med så stor kraft, at Kenneth bliver skudt fire-fem meter op i luften. Flammerne antænder alt hans arbejdstøj.
Sirener fra ambulancen lyder, og Kenneth bliver akut kørt til Rigshospitalets Traumecenter.

Skaderne er massive. Kenneth er blevet voldsomt forbrændt. Han har anden- og tredjegradsforbrændinger på 25 pct. af kroppen - særligt hovedet, arme og maven. Kenneths hoved er alvorligt kvæstet: tre kraniebrud og to hjerneblødninger. Han har desuden brud på to nakkehvirvler samt brud på kæbe, kindben, kraveben, på brystbenet og kvæstelser i begge lunger.
De første 48 timer ved familien ikke, om han overlever.



ADVARSEL: VIDEOEN INDEHOLDER STÆRKE BILLEDER



Kenneth ligger i koma i 10 dage og er indlagt i 25 dage på brandsårsafdelingen. Han husker intet fra ulykken. En hel måned er revet ud af kalenderen i Kenneths liv.

Anne Mette og de to døtre Justine og Chastine, der på det tidspunkt er 10 og syv år, besøger ofte Kenneth på hospitalet. Hans krop er sort efter brandsårene, hovedet svulmet op, og han har slanger i halsen. Pigerne kan ikke lide at se deres far sådan.

Kenneth er indlagt i halvanden måned, før han kommer hjem til huset i Greve, hvor Anne-Mette har fået bevilliget otte ugers plejeorlov. Men det er ikke den samme mand og far, som familien får hjem.


Kampen: Får 57.604 kr. i erstatning

Familien anmelder Kenneths skade til Arbejdsskadestyrelsen (ASK) 10. maj 2011. Det er ASK, der træffer afgørelse om, hvorvidt en skade eller en sygdom kan anerkendes som en arbejdsskade, og hvor stor ménprocenten, der afgør størrelsen på erstatningen, er. F.eks. giver mundtørhed i form af nedsat spytproduktion normalt en méngrad på 15 pct. og tab af lugtesansen 10 pct.

Efter fire en halv måned anerkender Arbejdsskadestyrelsen Kenneths skade som en arbejdsskade.
Arbejdsskadestyrelsen kan dog ikke vurdere Kenneths endelige varige mén af ulykken, men beslutter at give ham et foreløbigt mén på otte pct. Det betyder, at Kenneth får 57.604 kr. i godtgørelse. Senere hæves den til 10 pct. efter anmodning fra Kenneths kone.

Arbejdsskadestyrelsen skriver i et brev, at de vil se på sagen igen et år efter ulykken, da det 'på det tidspunkt vil det være muligt at komme med en vurdering af dit endelige varige mén nærmere.' Men to år efter ulykken er der stadig ikke kommet en afklaring. Og det er til trods for, at Kenneth har tydelige og dokumenterede skader efter flere undersøgelser hos bl.a. speciallæger og et hjerneskadecenter.

Skaderne: Kort lunte over for pigerne

Selv om Kenneth har gjort store fremskridt efter ulykken, så har han stadig alvorlige gener pga. sin hjerneskade og posttraumatisk stress. Som en speciallægeerklæring fra 25. oktober 2012 beskriver: Kenneth har nedsat bevægelighed i nakke og nakkesmerter, gener fra venstre kæbe og slaphed i venstre ansigtshalvdel, smerter, tinnitus, lys- og lydoverfølsomhed, nedsat syn på venstre øje, nedsat lugte- og smagssans, svingende opmærksomhed og koncentration og psykiske ændringer f.eks. øget irritabilitet, svimmelhed, træthed, afbrudt nattesøvn samt alvorlig hjerneskadetræthed. Hans energiniveau vurderes som mere end halveret.

ADVARSEL: VIDEOEN INDEHOLDER STÆRKE BILLEDER

Kenneth løfter op i sin mørkeblå polo trøje. Store lyse pletter på maven og armene vidner om de mange hudtransplantationer, han har måtte gennemgå efter de alvorlige brandsårsskader.

- Jeg kan sagtens leve med de her ar. Det værste er alle de psykiske ar, som man ikke kan se, siger han med vag stemme og stirrer ud i luften.

- Noget af det, der går mig allermest på, er, at jeg har fået en kortere lunte. Jeg farer lidt hurtigere op, hvis pigerne f.eks. smider deres ting på gulvet. Mit temperament har ændret sig, og det har påvirket hele familien. Var det ikke ændret, så var mit ægteskab måske heller ikke røget, siger Kenneth.




Jobbet: Arbejdsevne varigt nedsat

De alvorlige fysiske og psykiske skader gør, at Kenneth ikke kan arbejde som før. Han har derfor søgt om erstatning for tab af erhvervsevne i Arbejdsskadestyrelsen, som man kan få, hvis ens muligheder for at tjene penge bliver forringet. Kenneths anmodning og den efterfølgende anke afvises begge, da Arbejdsskadestyrelsen mener, at han ikke har et ikke aktuelt indtægtstab på over 15 pct.



Det er et stort ønske for Kenneth at arbejde igen, og syv måneder efter ulykken begynder han første gang, men det er hårdt, og han må trappe ned igen. 1. december 2012 begynder Kenneth så i fleksjob på sin gamle arbejdsplads, og det bør nu være muligt at opgøre hans præcise erhvervsevnetab. Hjerneskadecentret har vurderet, at Kenneth kan arbejde ca. 12-14 timer om ugen fordelt på fire dage.

Hver dag omkring kl. 5.00, inden der er kommet trafik på vejene, starter Kenneth motoren på sin grå truck, der holder i indkørslen med 'Mr. Rabbit'-skiltet i forruden.
Kenneth kører rundt blandt byggepladser og henter containere, som skal læsses og tømmes. Arbejdet er ikke fysisk belastende, da det hele foregår maskinelt.

Det er meget svært for Kenneth at acceptere, at hans funktionsniveau er væsentligt nedsat.

- Tidligere sprang jeg altid ud af bilen, hvis en kollega havde brug for hjælp. Det er svært, at jeg ikke kan det samme som før. Nu er det omvendt. Nu er det dem, der skal hjælpe mig. Jeg er nødt til at tage lange hvil af en times tid flere gange om dagen. Jeg plejer kører væk fra byggepladsen, så de andre ikke ser det, fortæller Kenneth.

Ifølge hjerneskadecentret, læger og jobcenter er Kenneths skader varige og arbejdsevnen varigt nedsat, da der ikke er yderligere behandlingsmuligheder. Alligevel har Arbejdsskadestyrelsen to år efter ulykken stadig ikke afsluttet sagen.

Økonomien: Frygter at må sælge hus og bil

Hver gang der ligger et brev i den hvide postkasse ved villaen i Greve, så tror og håber Kenneth, at der står, at sagen er afsluttet. Men oftest er det en indkaldelse til endnu en ny undersøgelse eller en anmodning om nogle nye papirer.

- Jeg tænker, gad vide om det nogensinde slutter. Det har været så hårdt for hele familien alt det her, som vi har været igennem, siger Kenneth.

Kenneths kone Anne-Mette har brugt rigtig meget tid og kræfter på sagen de seneste år. Hun har gjort alt for at hjælpe sin mand og familien videre. Da Kenneth ikke var medlem af en fagforening, da ulykken skete, så må de selv sørge og betale for advokater, der kan føre sagen.

De har fået omkring 350.000 kr. fra deres ulykkesforsikring, men deres forsikringsselskab har nu smækket kassen i og vil ikke udbetale flere penge, før der kommer en endelig afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen. De fleste penge er gået til dyre advokatregninger. Familien frygter, at hvis der ikke snart kommer en endelig afgørelse i sagen, vil det betyde, at de må sælge hus eller bil.

- Vi får aldrig det tilbage, som vi havde før. Erstatningerne vil ikke gøre Kenneth rig, hvis vi er heldige, går det lige op. Vi håber bare, at vi kan hjælpe nogle fremadrettet, så andre ikke skal stå med den samme kamp, som vi har nu, siger Anne-Mette.

Trods flere henvendelser kan Arbejdsskadestyrelsen ikke fortælle familien, hvornår sagen bliver afsluttet. Anne-Mette føler, at de bliver holdt som gidsler i Arbejdsskadestyrelsens langsommelige og usmidige sagsbehandlingssystem.

- Ja, det er en kompliceret sag, men det er os, der står tilbage som taberne.


Fremtiden: Energi på at være god far

Onsdag er Kenneths ugentlige fridag. I dag passer han 12-årige Justine og Chastine på ni, som er hjemme fra skolen pga. lærerlockouten.

- Far, du skal lige hjælpe mig med det her plaster. Kenneth sætter et trylleplaster på Justines skulder. Om en halv time skal de sammen til 12-års undersøgelse hos lægen. Kenneth hjælper til, så meget han kan.

- Jeg håber bare, vi snart kan få lagt låg på sagen, så jeg kan bruge den smule energi, jeg har tilbage, på at være en god far og mand, siger Kenneth.

Kenneth_riget_1