Først en indrømmelse. Så en fyreseddel.

Danilo Hondo stiller sig nu op i rækken af cykelryttere, der har erkendt at have dopet sig.

Den tidligere tyske rytter har i et interview med ARD indrømmet, at han benyttede sig af bloddoping, da han i 2011 kørte for Lampre.

»Jeg må stå ved, hvad jeg har gjort,« siger Danilo Hondo, der kørte sammen med Bjarne Riis hos Telekom i 1999, til den tyske tv-station om grunden til, at han nu står frem.

Danilo Hondo dopede sig i sin karriere.
Danilo Hondo dopede sig i sin karriere. Foto: PAOLO COCCO
Vis mere

Det udsagn har betydet, at han med øjeblikkelig virkning er blevet fyret fra sit job som schweizisk landstræner.

»Vi er dybt skuffede, og vi må lige fordøje den her nyhed,« lyder det den sportslige leder i alpelandets cykelforbund, Thomas Peter.

ARD-afsløringen er et led i den såkaldte Erfurt-sag centreret omkring lægen Mark Schmidt. En sag, der eksploderede under VM i skisport tidligere på året.

Her slog politiet til med en stor razzia, og Danilo Hondo er den tredje cykelrytter, er der afsløret i sagen, foruden:

  • Georg Preidler
  • Stefan Denifl

Desuden er seks langrendsløbere blevet afsløret:

  • Alexej Poltoranin
  • Andreas Veerpalu
  • Karel Tammjärv
  • Dominik Baldauf
  • Max Hauke
  • Algo Kärp

Selv siger Danilo Hondo om årsagen til at stå frem og fortælle om, at han var kunde hos Mark Schmidt i 2011:

»Som schweizisk landstræner arbejder jeg med mange unge kørere, og i de seneste år har jeg været virkelig aktiv i anti-doping-kampen, og derfor var det ret åbenlyst: Når jeg er involveret i den her sag, må jeg stå ved det arbejde, jeg har udført i de seneste år som ikke-aktiv,« siger Danilo Hondo.

Ifølge ARD brugte han 30.000 euro i løbet af 2011 på bloddopingen, og effekten var 'lig nul'.

Allerede i 2005 testede Danilo Hondo positiv for brug af et ulovligt middel og fik dengang en karantæne på to år.

Alligevel valgte man i Schweiz at hyre ham som U23-landstræner i 2015 og siden forfremme ham til landstræner.

»Vi besluttede os for at give Danilo en ny chance. Vi var overbeviste om hans kvaliteter som træner, og det er vi stadig,« siger Thomas Peter.

Den nu 45-årige Danilo Hondo var aktiv fra 1997 til 2014 og har 35 professionelle sejre på cv'et, heriblandt to etapesejre i Giro d'Italia i 2001.