En »stor mand.« »En stor rytter med et stort hjerte.«

Det er nogle af prædikaterne, Frankrig kaster efter Jonas Vingegaard dagen efter tragedien i Annecy.

Her gik en mand grassat i et knivangreb, hvor han stak fire små børn og to voksne. Børnene var mellem 22 og 36 måneder gamle, og to af dem er fredag i kritisk tilstand.

Efter torsdagens etape i Critérium du Dauphiné brød Jonas Vingegaard sammen efter den frygtelige nyhed. Du kan se videoen i bunden af artiklen.

Jonas Vingegaard kørte sig i den gule trøje torsdag.
Jonas Vingegaard kørte sig i den gule trøje torsdag. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg føler mig ramt og meget berørt af det, der er sket,« forklarede han med tårer i øjnene i vinderinterviewet efter femte etape af Dauphiné, som han vandt, og blev kørt et par hundrede kilometer fra Annecy.

»Jeg har selv en datter, og vi er ofte i Annecy. På sådanne tidspunkter er cykelsport ikke vigtigt (...) Jeg håber, at jeg kan komme videre og fokusere på noget andet. Normalt kan jeg. Men det her rører mig dybt. Jeg tror, at det er menneskeligt.«

Jonas Vingegaard fik overrakt nyheden af sin kæreste, Trine, kort efter han kørte i mål. Og nu er danskerens følelser og udtalelser blevet hyldet i stor stil i det franske.

Det franske medie La Depeche forklarer, hvordan Jonas Vingegaard blev »oversvømmet, overrumplet af følelser,« under en »bevægende sekvens.«

L'Équipe understreger, hvordan han brød sammen i gråd og sad med rødsprængte øjne under interviewet.

Antoine Vayer – en fulgt profil på Twitter, der kaster konstante dopingmistanker over forskellige præstationer i cykelsporten – tog sig også tid til undtagelsesvist at rose en cykelrytter.

»Vingegaard er oprigtigt rørt og bevæget,« skriver han og afslutter sit opslag med »Bravo Jonas.«

Fredag køres sjette etape ved Critérium du Dauphiné, som Jonas Vingegaard fører sammenlagt.

Du kan læse mere om torsdagens reaktion fra Jonas Vingegaard her.