Hej Annette!

Jeg elsker din brevkasse og dine gode råd og håber du kan hjælpe mig med et problem, som nogle måske vil kalde et luksusproblem, men som fylder en del i mig og mit 4-år lange forhold for tiden.

Min kæreste spiser ikke ost og det har altid irriteret mig lidt. Ikke kun fordi jeg selv elsker ost, men fordi jeg i vores diskussioner har fået øjnene op for, hvor forskellige vi er på to punkter:

1. Jeg er opdraget til at prøve nye ting af og ikke at være så forsigtig med alting. En opdragelse som jeg tror har betydet, at jeg generelt er mere positiv overfor verden og optimistisk end han er. Hvor jeg er langt mere impulsiv, skal han helst kunne se hele sammenhængen eller hele løsningen foran sig. Ellers kaster han sig ikke ud i noget nyt.

2. Jeg er opdraget til at man skal smage på den mad der bliver serveret for en uanset om man er i byen eller hjemme hos sig selv. Det betyder rigtig meget for mig, at man både sætter pris på at man lever i et land, hvor mad på bordet er en selvfølge og at man anerkender "kokkens" indsats.

Min kæreste har aldrig selv lavet mad (udover rugbrød, frysepizza og andre færdigretter). Han interesserer sig ikke for det og hader indkøb og det har jeg efterhånden affundet mig med fordi han klarer andre af husets opgaver, kommer senere hjem fra arbejde og fordi jeg alligevel foretrækker min egen mad fremfor færdigretter. Jeg laver ikke længere fælles mad, hvori ost indgår fordi jeg ikke orker diskussion og desuden hylder et princip, at når man spiser sammen, så spiser man også det samme. I en travl hverdag har praktiske årsager som ikke at ville stå med en rest som kun den ene kan spise oh dobbeltopvask også haft en betydning for mit valg.

Men jeg kan mærke at mit eget valg er begyndt at irritere mig fordi det i mine øjne hænger sammen med det første punkt, hvor vi er uenige, nemlig at han ikke kaster sig ud i nye ting. I starten spurgte jeg ind til hvorfor han ikke spiste ost, hvortil han svarede at han ikke brød sig om hverken smag eller konsistens. Ligesom kaffe skal man somme tider smage tingene flere gange førend det smager godt og jeg tænkte at det med at acceptere ost i maden nok ville komme, hvis jeg startede med mild mozzarella og lignende. Accepten er ikke kommet - tværtimod.

I starten hvor jeg bekendte at have kommet ost i vores fælles mad, nægtede han at spise den mad jeg serverede. De få gange hvor jeg gjorde det bag hans ryg, spiste han i de fleste tilfælde med velbehag. Undtagen de gange hvor konsistensen afslørede mig og han selvfølgelig blev fornærmet over at være blevet løjet for. Efterhånden droppede jeg diskussionen for at få noget hyggeligt ud af vores fællesspisning, som for mig trods alt var det vigtigste i en travl hverdag.

Både ham og hans søskende var meget kræsne som små og deres mor stod i mine øjne på pinde for at tilgodese alles behov. Der er generelt stillet færre huslige krav til ham end jeg vil gøre til mine børn.

Herregud, hvis vi ikke får større udfordringer her i livet, tænker du måske. Det gør vi formentlig også eftersom vi venter barn sammen. Og selvom han siger at vi ikke skal tage sorgerne om børneopdragelse på forskud, kan jeg mærke at det med ikke at være bange for at prøve nyt og at værdsætte maden og fællesskabet omkring maden betyder mere for mig end det gør for ham. Og jeg kan mærke at det er værdier som jeg nødigt vil gå på kompromis med at videregive til mine børn.

Jeg har slugt kamelen at vi aldrig vil nyde en osteplatte på restaurant sammen, hvilket ellers er noget af det bedste jeg ved. Jeg har indset at jeg selv har ansvaret for at spise det som jeg gerne vil. Jeg har indset at det ikke er min opgave at lave ham om, opdrage på ham eller snyde ost i ham.

Men eftersom vi venter barn sammen er jeg begyndt at bekymre mig om uenigheden omkring vores opdragelse, fordi vi nemt kommer til at småskændes når vi snakker om det fordi vi begge mener at vi har ret.

Hvad er dit råd i forhold til spisning, ost og kræsenhed? Hans holdning er at andre (jeg) ikke skal bestemme hvad man skal spise og at der ikke bør være noget problem i at vise hensyn til andres præferencer. Jeg mener, at ikke man skal vise andre hensyn end dem der kan forsvares med fornuft. Han er ikke allergisk overfor ost og i mine øjne vil der ikke gå noget af ham ved at spise noget han ikke bryder sig om bare en gang imellem. Vores kommunikation er efterhånden kørt lidt i hårdknude når det kommer til mad og at prøve nye ting af. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at tvangsfodre ham, men når der kommer barn og han fjerner ostelaget fra lasagnen, frygter jeg at barnet vil tage ved lære for at få opmærksomhed. Barnet vil få en undskyldning for ikke at spise hvad der bliver serveret fordi far heller ikke kan lide maden.

Som kommende mor med fuldtidsarbejde agter jeg ikke at lave forskellige retter til alle i husstanden og ville ønske at min kæreste bare en gang i mellem ville spise det der bliver serveret uden at skille maden ad eller nægte at spise. Alene af den grund at det ville gøre mig glad.

Jeg har prøvet at sige det mange gange, men det ender altid ud i irriterende småskænderier.

I mine øjne hænger åbenheden for at prøve ny mad (og ost) sammen med en generel tilgang til at ville kaste sig ud i nye oplevelser. Uenigheden bunder i mine øjne i forskellen på min optimistiske tilgang til alting og hans til tider lidt for realistiske (pessimistiske) livssyn. Jeg elsker ham højt, men småskænderierne slider på den kærlighed som jo sikkert nok skal komme på prøve når vi bliver flere i huset.

Han får tit øje på ting som jeg ikke skænker en tanke med min impulsivitet og på den måde supplerer vi hinanden godt. Men omvendt føler jeg også at hans ekstra eftertænksomhed og manglende handlinger begrænser både ham og mig. Jeg "tør" ofte ikke handle selv fordi jeg ikke føler hans opbakning til at gøre ting som er vigtige for mig.

Jeg ved godt at det ikke er hans ansvar, at jeg ikke selv "tør", men jeg savner hans opbakning og anerkendelse. Fordi uden kan jeg mærke at jeg brænder inde med nogle uopfyldte behov og dermed ikke har overskud til at værdsætte ham og hans forskellighed.

Har du forslag til gode kommunikationsværktøjer som jeg kunne prøve i stedet for at brænde inde med tingene og/eller småskændes?

Med venlig hilsen osteelskeren

 

 

Kære osteelsker!

Du ville jo ikke have skrevet dette lange brev til mig, hvis ikke jeres uenighed var et stort problem for jer, og derfor tager jeg også problemet 100% seriøst. Jeg er et langt stykke ad vejen enig med dig. At give al mad en chance er det samme som at have dannelse. Det er ikke det samme som at kunne lide al mad, og har man smagt, synes jeg, det er OK at undgå visse ting. Nogen bryder sig ikke om oliven, andre elsker det. Jeg selv har i mange år ikke kunnet lide koriander, men jeg har vænnet mig så meget til det, at jeg nu elsker det. Vores smagsløg udvikler sig, ligesom vi selv udvikler os. Derfor synes jeg, det er vigtigt en gang imellem at give ting en fornyet chance.

            Jeg er selv ikke den store ostespiser, og selvom jeg har forsøgt gang på gang, så kan jeg ikke fordrage skimmelost. Der er mange måder at vise sin afsky på, og jeg fornemmer måske, at din kæreste har nået et niveau, hvor han føler sig så provokeret af din insisteren, at han gør en ekstra dyd ud af at hade ost. Det kan godt komme til at virke barnligt, og i værste fald ende med at blive så umandigt, at det er et turn-off. Af samme grund skal du vælge dine kampe med omhu. Jeg tror, du skal lade ham forstå, at du ikke gider diskutere hans madvaner mere, men at du agter at give jeres kommende barn/børn en masse madoplevelser.

Jeg tror ikke, jeres barn vil lade sig påvirke betragteligt af fars madvaner. Ikke med mindre han sidder og siger ”ad”…din kæreste altså. Jeg håber trods alt ikke, han er så langt ude. Hvis du gennem hele opvæksten serverer dejlig mad (og i de første år mader du jo ligefrem barnet), så vil han/hun helt automatisk være mere åben. Der kan så godt komme madkriser undervejs.

Min store dreng kunne pludselig i en periode ikke lide kylling og en anden periode ikke lide konsistensen af tomater. Vi har nu alligevel serveret det. Han hører til i den kræsne ende, og når vi er ude, kan jeg se på ham, når der ligger noget på tallerkenen, han ikke bryder sig om. Jeg beder ham altid smage, men jeg respekterer også, hvis der er noget, han ikke kan lide. Det får han lov at lade ligge, men han får ikke noget andet, som ikke er på bordet. Engang bad jeg ham spise sin sushi med det resultat, at han brækkede sig ved bordet. Ikke desto mindre er han i dag dér, hvor han godt vil med på sushirestaurant. Han vil bare ikke have fisk i sine ruller.

Jeg kan også selv huske, at jeg var meget sart som barn. Ikke kræsen men bare sart overfor noget, som jeg ikke syntes, så lækkert ud. I dag vil jeg dog kalde mig altspisende (hvis vi ser bort fra skimmelosten). Jeg var udfordret i Kina, hvor jeg spiste en skorpion men ikke kunne spise nogle saftige dronebier. Men skorpionen røg ned…og det vil jeg helst ikke gentage.

Jeg vil på det bestemteste fraråde, at der laves særlig mad til nogen i hjemmet. Det er min holdning, at der står det samme på bordet til alle, og så spiser man det, man kan. Det vil være det, man møder, når man kommer udenfor hjemmet, og når man bliver større, så det kan man lige så godt vænne sig til fra starten. Mad er en social sammenkomst og ikke bare et spørgsmål om sult. I hvert fald ikke på vore breddegrader. Derfor betyder det noget, at vi spiser sammen, og at vi spiser det samme.

I svenske skoler (og jeg bor jo i Sverige) er der skolemad, der ikke tager hensyn til religion, kræsenhed og allergier. Der er bare oplyst, hvis der er gluten,nødder eller andet blandet i, så man kan tage sine forbehold, og der er altid et vegetarisk alternativ. Jeg synes, det er med til at opdrage børn, og jeg kan både se, at det ikke giver anledning til mobning – ”ad, du har æggemadder med” – og at det samtidig er med til at mindske antallet af overvægtige skoleelever. Den diskussion ville jeg elske at tage op i Danmark, men lige nu kan du jo bruge det som stof til eftertanke.

Se, om jeres barn kan lide ost. Alt andet lige burde det også være en sejr for din mand at se sit barn være nysgerrig på mad. Jeg selv er ofte flov over, at jeg ikke kan være med, når mine venner nyder et ostebord.

Hils kæresten og få talt lidt mere om den fælles opdragelse. Måske skal I skrive nogle punkter ned og indgå en pagt. Bare husk at gøre det i kærlighed, så I ikke graver skyttegrave.

Knus fra Annette

Annette Heick