Hun er ét stort smil. Det kribler i maven. Lørdag kan Sarah Mahfouds store drøm gå i opfyldelse.

En drøm, der startede for mange år siden, men faktisk kunne det hele være endt et helt andet sted.

Det er en kombination af held, tilfældigheder og - selvfølgelig - hårdt arbejde, der gør, at Sarah Mahfoud blot er én sejr fra en VM-titel.

Tiden skal skrues en del tilbage. Som ung gik Sarah Mahfoud til karate, men et besøg på en sportsmesse i Hillerød ændrede alt.

Sarah Mahfoud skal lørdag kæmpe for en VM-titel.
Sarah Mahfoud skal lørdag kæmpe for en VM-titel. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Her blev en boksestand første tilfældighed, der fik stor betydning.

»Jeg fik slået på de der plethandsker og tænkte: ‘Det her er mega fedt’. Det var bare anderledes. Der skete lidt mere i boksningen. Så var jeg til træning, der var virkelig god stemning, det var hårdt på den fede måde og var anderledes og meget varieret. Så blev jeg bare bidt af det. Det gik ikke så godt i starten. Jeg tabte mine første kampe, men pludselig vendte det og gik mega godt,« siger Sarah Mahfoud, der startede til boksning som 14-årig.

Og at hun trådte ind ad døren og fik øje på standen gjorde forskellen.

»Hvis jeg ikke havde været på den messe, tror jeg ikke, jeg var stødt på boksning. Jeg kan stadig huske, hvor standen var,« fortæller hun.

For bokseren er det sjovt at tænke på, at hun kunne have lavet noget helt andet i dag, hvis hun ikke var taget til den messe.

»Så havde jeg ikke været så nervøs i dag,« griner Sarah Mahfoud og fortsætter:

»Jeg tror, der er lidt en mening med alting. Det var åbenbart meningen, det skulle ske. Det er vildt, at det er gået derhen, hvor jeg er nu. Jeg prøver bare at nyde det og få det bedste ud af det,« fortæller hun.

Turen i Frederiksborgcentret var dog ikke det eneste, der var afgørende for boksekarrieren. Det samme var kontrakten med Mogens Palle, der for alvor kickstartede drømmen om VM-titlen.

Sarah Mahfoud vandt 'Vild med dans' i 2016, og det var især under konkurrencen, at Mogens Palle fik øjnene op for hende.
Sarah Mahfoud vandt 'Vild med dans' i 2016, og det var især under konkurrencen, at Mogens Palle fik øjnene op for hende. Foto: Henning Bagger
Vis mere

En drøm, der formentlig ikke levede, hvis Sarah Mahfoud havde takket nej til at være med i TV 2-programmet ‘Vild med dans’. For det var her, Mogens Palle fik øje på hende og tog kontakt, og derfra tog det fart.

»Jeg tænkte: ‘Sejt, jeg er professionel bokser’. Det havde jeg godt nok ikke lige regnet med, men alligevel havde jeg drømmen, da jeg startede med at bokse som 14-årig. Der havde jeg det også sådan, at jeg en dag skulle være professionel. Jeg kunne huske Anita Christensen fra dengang. Den ene kamp fulgte bare den anden, og så rykkede jeg længere og længere op,« fortæller Sarah Mahfoud, der har været på en lang rejse. Hun har mødt mange dygtige modstandere og har langsomt - og alligevel hurtigt - kæmpet sig frem.

»Nu sidder vi her, hvor det går løs. Det har været sindssygt, men det har også været hårdt med træningen. Der er et pres hver kamp. Det er alt eller intet.«

»Det har også været sådan i de andre kampe, hvor jeg har tænkt: ‘Hvis jeg taber, ryger jeg langt tilbage’. Jeg skal klatre op hver gang, så det har været virkelig vigtigt at holde den oppe. Nu er det bare at holde den oppe på lørdag,« griner Sarah Mahfoud, der kalder det ‘sindssygt og surrealistisk’, at kampen er nu.

Ugen optil kampen har stået på masser af træning for Sarah Mahfoud.
Ugen optil kampen har stået på masser af træning for Sarah Mahfoud. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Det store fokus på boksning har også sin pris. Der er ikke tid til byture, jobbet blev sidste år sagt op, og der skal prioriteres.Der er meget at se til, og hun savner også timer i døgnet, når vasketøjsbunken bliver højere i takt med, at de huslige pligter tager til.

Samtidig har Sarah Mahfoud også sit sygeplejerskestudie at se til, men det er boksningen, der fylder mest.

»Jeg synes også, det er fedt, at det er alt eller intet. Jeg har også lige haft eksaminer, som jeg fik afleveret forrige uge og bestod. Så kan man lægge det væk. Selvfølgelig kommer andre ting efter boksningen. Det er den største prioritet. Jeg har ikke noget imod det, det her er så fedt. Det er en drøm at få lov at være på det her niveau og skulle bokse en VM-kamp. Nogle af de ting man skal give afkald på nogle gange, det gør mig ikke noget. Det kan komme igen. Boksning er nu og her, jeg får ikke den chance igen,« siger Sarah Mahfoud.

Hun sidder der nu og er så tæt på. En kvinde, der havde en drøm og gik benhårdt efter den. For på trods af flere tilfældigheder er der også blevet knoklet for det.

Sarah Mahfoud skal lørdag kæmpe for en VM-titel.
Sarah Mahfoud skal lørdag kæmpe for en VM-titel. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Jeg føler mig også lidt heldig. Jeg tænker: ‘Wow, hvorfor lige mig?’. Det er helt sindssygt. Nogle gange tænker jeg, om det er for godt til at være sandt og bare falder sammen og går i stykker for mig. Men så er jeg bare enormt taknemmelig. At jeg står her. Jeg har kæmpet for det, og der er mennesker, der har troet på mig. Jeg har haft en smule held i, at jeg er blevet opdaget på denne måde. Jeg er bare glad for at sidde her og få lov at leve min drøm,« siger Sarah Mahfoud.

Når lørdagens lys er slukket, venter der en lille pause. Det trænger hun altid til efter kampene, der dræner. Både fysisk og psykisk. Derfor tager Sarah Mahfoud to uger på ferie for at slappe af.

»Jeg har booket en flybillet til Færøerne om onsdagen. Jeg skal op til min mormor og slappe af. Nu nåede jeg det ikke til jul, fordi jeg skulle træne, så jeg skal bare op og hygge mig uden at sætte vækkeur. Jeg fik lidt dårlig samvittighed over, jeg ikke kunne være der til jul, men nu tager jeg derop,« siger Sarah Mahfoud.

Sarah Mahfoud bokser lørdag aften mod den regerende verdensmester Brenda Karen Carabaja. Følg kampen via liveblog på Bt.dk