Kære BT-læser

Om tre måneder er Tour de France og EM-slutrunden i fodbold i fuld gang. Jeg og resten af redaktionen her på BT Sporten glæder os allerede.

Og derfor er det også en stor fornøjelse at kunne præsentere, at vi har lavet aftaler med nogle af de mest kompetente og indlevende eksperter til at skrive klummer eksklusivt i BT.

Ståle Solbakken, Glen Riddersholm og Peter Sørensen vil på skift sætte EM-slutrunden i Frankrig på spidsen. De vil kigge på tendenserne i spillet, bringe os med ind på taktikbrættet, give deres ærlige meninger om vindere, tabere, dommere, spillere og trænere til kende.

Peter Sørensen, der har en lang spillerkarriere bag sig, og som i dag er cheftræner i Silkeborg, vil  BT's læsere kende som vores faste Superliga-ekspert.

Ståle Solbakken var som spiller en del af det norske landshold, som deltog ved VM i 1998 og ved EM i 2000. Han har været U/17-landstræner i Norge og assisterende træner på A-landsholdet. Han skulle sådan set have været cheftræner for landsholdet også, men fik som bekendt et tilbud om at komme til 1. FC Köln i Bundesligaen. Siden har han været i Wolverhampton, og nu er han tilbage som manager i danske FC København.

Glen Riddersholm stod bag FC Midtjyllands første mesterskab nogensinde i sidste sæson. Og det kom efter en årelang, dedikeret indsats med både at udvikle sig selv som træner, men også med at udvikle FC Midtjylland som klub og spillerne individuelt. I dag er Glen Riddersholm så træner i AGF

Det er folk med fodboldforstand. Det er også folk med klare holdninger og en skarp tunge. Du kan godt glæde dig til at følge dem under EM.

Og fra Tour de France vil Brian Holm fra første række skrive klummer om verdens største cykelløb. Få danskere kender Touren bedre end Brian Holm. Han kørte som rytter løbet syv gange, og siden har han som sportsdirektør repræsenteret hold som T-Mobile, HTC og nu Quick-Step.

Brian Holm var i årevis helt central i Mark Cavendishs spurtdominans i Tour de France. I år er de to splittet op for første gang, da Cavendish kører for sydafrikanske Team Dimension-Data, mens Brian Holm kommer med den tyske supersprinter Marcel Kittel.

Du kan roligt se frem til at læse Brian Holms historier om livet i feltet, på hotellerne og i rytterbusserne.

Herunder fortæller de fire klummeskrivere om deres forventninger til opgaven og begivenhederne.

BRIAN HOLM

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Man sætter sig op til Touren, som man ikke sætter sig op til noget andet. Alle andre løb får næsten karakter af at være en ren ferie i sammenligning med det løb. Når man står i lufthavnen og skal af sted, så trykker man simpelthen delete og glemmer alt om familieliv og socialt liv for en måned. Det er sådan, at hvis man vil finde en halv time til at løbe en tur under Touren, så skal den altså planlægges ind.«

»Jeg ved ikke, om det er fedt eller ufedt, at Touren er så intens og voldsom - jeg konstaterer bare, at det er sådan, det er. Der er så mange mennesker, og der sker altid vilde ting. Man vinder stort og man taber stort i Touren.«

»Jeg glæder mig til at dele mine oplevelser fra verdens største cykelløb med BT's læsere. Personligt tager jeg jo især til Frankrig for at skulle vinde nogle af de - alt for få, synes vi på mit hold - flade etaper, der er. Men som cykeltilskuer ville jeg se frem til duellen mellem Froome og Quintana, som jeg forudser er de primære kandidater til at vinde. Contador kan måske gøre noget, men man fornemmer også, at han ikke bliver yngre. Quintana skal vise os, at han er blevet klogere, end han var sidste år, hvor han reelt tabte løbet på uopmærksomhed de første dage.«

GLEN RIDDERSHOLM

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Jeg glæder mig helt vildt til at dele mine tanker om spillet og tendenserne med læserne i BT. Jeg kigger helt naturligt på en EM-slutrunde for at blive inspireret både til mit daglige arbejde i AGF, men også for mere generelt at se, om der er nogle tendenser og perspektiver, som vi kan bruge i Danmark. Jeg håber at se angrebsfodbold, god propaganda for spillet og hold, der tør spille og stå ved deres eget koncept.«

»Jeg tilhører den gruppe, der i udgangspunktet ser frem til en slutrunde med 24 hold. Jeg synes, det er rigtig spændende med nogle nye, sultne nationer, der skal ud og repræsentere deres lande. Hvis terrorister ellers tillader os at afvikle EM i god ro og orden, så tror jeg, det kan blive en folkefest, hvor mange nye nationer vil bidrage med energi og frisk blod.«

»Jeg forbeholder mig selvfølgelig retten til at forholde mig kritisk til det undervejs, men mit udgangspunkt er, at det er spændende og godt, at vi skal se, hvad nationer som Østrig, Nordirland og Island kommer med.«

»Tyskland er min EM-favorit, og så har jeg Frankrig som outsider. Jeg synes, at Deschamps har fået sat et godt hold sammen, som rummer lidt af hvert og frem for alt noget af den appel og energi, som jeg har savnet fra det franske landshold i nogle år.«

STÅLE SOLBAKKEN

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»At slutrunden er udvidet til 24 lande er godt for interessen i de små lande, og det burde have været godt for lande, som Norge og Danmark, der skulle have været med, når der kommer 24 lande frem til slutspillet. Når det er sagt, så kan vi også komme til at stå med kampe, som ikke vil ramme i helt samme grad ud over hele Europa, som vi har været vant til. Sådan må det være. Til gengæld får vi et puljespil, hvor der også kommer treere videre til knockoutkampene, og det betyder, at mange lande vil leve længe i håbet om at lave en overraskelse.«

»Min hjerne er altid på arbejde, når jeg ser fodbold. Man kan ikke sammenligne landsholdsfodbold med klubfodbold på det højeste plan. Champions League er, når vi ser de bedste hold, på et andet niveau teknisk og taktisk, men det betyder ikke, at der ikke er masser af interessante ting at kigge efter i netop en EM-slutrunde, og for mig er dét dels at se, hvad de bedste landshold har fået ud af at arbejde sammen i lang tid op mod og under slutrunden, og så er det også at se, hvad der lykkes for de hold, som går hen og overrasker.«

»Jeg regner det for sikkert, at to af mine spillere, Erik Johansson og Robin Olsen, skal med for Sverige, og så er det vel fifty-fifty om Ludwig Augustinsson og Mikael Antonsson også kommer med. Jeg glæder mig til at følge dem, og jeg har intet problem i at holde med Sverige - det har jeg også gjort med Danmark. Det kunne være sjovt for dem at få en god slutning på Zlatan-epoken.«

»Min EM-favorit er Frankrig. De er lige nu to niveauer over både Tyskland, Italien og Spanien. Og det mener jeg selv om de ikke har spillet betydende kampe i lang tid, men den gruppe, som Deschamps kan vælge sine spillere fra, er bare ekstraordinær.«

PETER SØRENSEN

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»EM er en kæmpe begivenhed, som får nationalromantikken til at glimre. Det er noget særligt at se bedste spillere repræsentere deres land, og de følelser, der er forbundet med det, gør for mig slutrunder til noget særligt. Derudover glæder jeg mig altid til at se de bedste landshold og de trends, som de kan være med til at skabe.«

»Det er aldrig til at sige, hvad der kommer til at overraske os ved en slutrunde, men der er næsten altid noget. Det kan være, at der laves mange mål efter omstillinger, måske kommer de efter dødbolde. Måske kommer vi til at se mange satse på tre spillere i forsvaret - eller måske bliver trenden, at man netop er pragmatisk i sit forsvar og sætter det op i forhold til det antal angribere, modstanderen kommer med. Det er umuligt at forudsige, men det er sikkert, at EM for mig - som træner - er en stopfodring af information.«

»Det kedelige svar på en EM-favorit er Frankrig, fordi hjemmeholdet jo ofte dukker op med en favoritværdighed, men det bliver alligevel mit bud, fordi de bare har så mange fantastiske spillere at vælge mellem til deres hold, at det for mig er en naturlig favorit - min eneste lille reservation er, at de ikke har spillet gældende kampe i lang tid.«