De lovede store filmhits, men festen udeblev. Aftenens udgave af 'X Factor'-show var især hæmmet af en gammel dommer-sygdom.

Herunder får du B.T.s dom over årets fjerde liveshow, hvor Oh Land endte med at sige farvel til sin gruppe Cyklus.

Musik er jo en smagssag uden facit, så der har sikkert siddet et par stykker ude i stuerne og hygget sig, men generelt var det en aften uden de store mindeværdige højdepunkter.

Cristian Oprea viste med sin stemme, hvorfor han er en af favoritterne til at vinde 'X Factor' i år.

Cristian Oprea.
Cristian Oprea. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hans udgave af Elton John-klassikeren 'Goodbye Yellow Brick Road' var aftenens reneste præstation - og som en dommer påpegede, var det bare rart at høre på.

Kaos' spøjse Cirkeline-sang stak også positivt ud. Blandingen af en børnesang, tryllehatte og deres alvorlige fløjtespillende ansigter var svært ikke at trække på smilebåndet over.

Aftenens store problem var, at dommerne igen-igen valgte at gå uden om de største hits.

Temaet var musik fra film og tv-serier, og selvom det måske er mere kunstnerisk interessant at spille et Björk-nummer, så savner jeg de gode gamle dage, hvor dommerne var tvunget til at spille Michael Jackson, ABBA og Rasmus Seebach.

Silmani.
Silmani. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Vis mere

Simon Kvamm ramte også for en gang skyld ved siden af med sine to indslag.

Da han for et par uger siden blandede Sivas med Steffen Brandt, sad den lige i skabet. I aften var blandingen af Metallica og Gilli desværre kun en larmende gimmick.

Dommerne havde skruet en tand ned for sceneshowet i forhold til årets første liveshows, og det var grundlæggende fedt i første omgang at kunne koncentrere sig om deltagernes sang.

Det var også godt at se Simon Kvamm slippe tøjlerne ved både at hoppe op på dommerbordet og fælde en tårer, men det var som nævnt mest en 'X Factor'-aften til glemmebogen.

Kaos.
Kaos. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvis der var nogen i aften, der virkelig fortjente at blive stemt videre, var det den lille begejstrede dreng fra Elvas børnehave, der i et forproduceret indslag ikke kunne være i sig selv over, hvor meget han ville stemme på Elva. 

Han var aftenens helt!