Regn i dag. Regn i går. Regn i morgen og overmorgen.

Det lyder ikke ligefrem som en vejrudsigt for april, men det er ikke desto mindre prognosen for det kommende døgn.

For ja, det bliver vådt! 

Igen!

Og ikke nok med at DMI endnu en gang melder om »masser af regn« både onsdag aften og de kommende dage:

Torsdag morgen kan der også komme både sne og slud i de nordligste dele af landet. 

Det begynder allerede i løbet af onsdag aften og natten til torsdag, når et lavtryk fra Nordsøen bevæger sig ind over landet og giver regn fra sydvest.

»I det allernordligste Jylland og i Nordsjælland kan det give sne og slud torsdag morgen,« siger vagthavende meteorolog fra DMI, Hans Wanner. 

I resten af landet bliver det bare »vådt« og »ustadigt.«

Faktisk står det ene regnvejr efter det andet i kø til og med fredag, og når vi når frem til weekenden, vil nedbørsmængderne ligge et sted mellem 15 og 30 millimeter. 

»Det bliver yderst fugtigt. April er normalt en tør måned, så det er fuldstændig usædvanligt, at vi får så meget vand i april,« siger Hans Wanner.

»Jeg kan ikke huske, at det nogensinde har været så vådt i april,« tilføjer han.

Ifølge DMI betød tirsdagens regnvejr, at vi fik den vådeste aprildag i Danmark nogensinde. 

Og de store regnmængder betyder også, at jorden kan få svært ved at opfange al den nedbør, der kommer.

Derfor er der risiko for oversvømmelser i lavt liggende områder og langs vandløb, advarer DMI. 

Intet varer som bekendt evigt, og oven på så våd en omgang, kan det måske trøste, at vejret i weekenden ser markant bedre ud.

Meteorologen lover nemlig en »særdeles lun« lørdag med op til 18 grader.