Nicole Scherzinger ønskede sig for ti år siden desperat en rolle som dansende Colgate-tandbørste.

Hun er kendt verden over som hoftevrikkende frontfigur i gruppen Pussycat Dolls, men kun få ved, at Nicole Scherzingers motivation skyldes et afslag på rollen som dansende Colgate-tandbørste for ti år siden.

- De havde lige lært os koreografien, men vendte sig mod mig og sagde ikke andet end "nej". Det var knusende, men det var i dét øjeblik, jeg besluttede mig for, at jeg ville klare den, så jeg kunne vise dem, at de tog fejl, siger hun til The Sun.

Nicole Scherzinger, der stammer fra Hawaii, brugte nedturen som drivkraft til at blive optaget i Pussycat Dolls, der solgte ni millioner kopier af deres debutalbum. Men som ung, fattig storbypige, var alle roller interessante - også dansende tandbørster.

- Dengang gik jeg til den audition, fordi jeg virkelig manglede pengene. Jeg var desperat for at få den rolle. Men jeg ville have været verdens bedste dansende tandbørste, siger hun.

I dag er det nok ikke penge, Scherzinger mangler. Succesen med Pussycat Dolls såvel som solokarrieren har indbragt svimlende summer, og i privaten er sangerinden kæreste med formel1-køreren Lewis Hamilton, der skraber lige godt 100 millioner kroner hjem om året.

Senere i år kan biografgængere over hele verden nyde synet af Nicole Scherzinger, når hun indtager det store lærred ved siden af Will Smith og Tommy Lee Jones i den tredje udgave af "Men in Black".

/ritzau/