Ægte lidenskab kræver ikke de store armbevægelser og den højtråbende enetale. Det gælder ikke kun på teatrets scene, men også i privatlivet. I går blev teateranmelder Jens Kistrup begravet fra Frederiksberg Kirke. Dansk teaterverden var mødt talstærkt op for at tage afsked med en legende.
Man skal være i besiddelse af ikke så lidt arrogance for at anmelde andres præstation. Hvis man også vil have folk til at lytte og forstå, må anmelderens person ikke stå i vejen for budskabet.Jens Kistrups afsked med denne verden blev som hans liv båret igennem af personlig blufærdighed, afstandtagen til patos, men med en uhildet nysgerrighed over for sproget og hvad det kunne afstedkomme af lidenskab. Lyskasteren var aldrig på ham selv, men på værket.
Jens Kistrups død var ikke nogen græsk tragedie penslet ud over fire akter. Han døde stille i sit hjem i sidste uge.
Pator Johs. Christensen, der personligt kendte Kistrup, talte om anmelderens store kærlighed, ikke kun til teatret og litteraturen, men også til sine nærmeste.
Kistrups sarkasme og fordomsfrihed var et kendt og elsket varemærke.
Som 77-årig, svækket af sygdom og med over 50 år i dansk presse, havde Kistrup set i øjnene, at den dag, hvor han ville opleve tæppet gå for sidste gang, måske ikke var så langt væk.
Det førte til følgende refleksion om døden:
»Jeg kan ikke acceptere døden som andet end livets fjende. Jeg vil frygte og hade døden, så længe jeg lever! . . . Vi dør alle i utide. Alle de, der elsker livet, må frygte og hade døden,« skrev Kistrup, da han havde mærket det uafvendelige i sin krop.
Kirken bugnede af storslåede og farvestrålende buketter og opsatser.
Gæsterne havde lagt mange kræfter i at kvittere for hans indsats med velvalgte blomster.
Manden, der aldrig selv brugte den store farvelade i andet end sine skriverier, blev fulgt til dørs, ikke med sorg, men med glæde og taknemmelighed.
Fem store violette roser lå spredt som en vifte, et andet sted eksploderede en buket i rødt, gult og orange.
Andre havde valgt kyske hvide blomster som en hviskende afsked til de konservative normer, som også var en del af mennesket Jens Kistrup.
Hans båre var renset for nelliker og liljer. Der stod en enkel grøn opsats, æstetisk og nøgtern.
Til gengæld blomstrede dansk teater i fuld flor på bænkene. Navne som Ghita Nørby, Kirsten Olesen og Kirsten Peuliche fandt sig selv i de spejlbilleder, som Kistrup evnede at kaste tilbage via sine anmeldelser.
Skuespilleren Trine Pallesen sang den meget velvalgte »Der Er i Himlen En Dreng Så Smuk« fra J.L.Heibergs »Aprilsnarrene«.
Ellers var det fra Kai Normann Andersens »Mød mig på Cassiopeia« med »Musens sang«, »Man elsker kun én gang« og den vidunderligt smukke »Den allersidste dans«, der fik lov til at afslutte en epoke i dansk teater og dansk presse.
Jens Kistrup var indtil sin død anmelder ved Weekendavisen og klummeskribent på Berlingske Tidende.
