Begynder godstogene snart at rulle mod Mexico med immigranter? Og er NATO opløst? Ikke så hurtigt. Trump skifter farve efter omgivelserne og vil hellere skifte mening end være upopulær, og hemmeligheden er derfor at forandre de omgivelser, som han færdes i. Det første eksempel kom onsdag.
Nogle vil sige, at det begyndte i valgkampen, da han hævdede, at mordraten i USA aldrig havde været højere, at ledigheden er 42 pct., og ordstyreren Megan Kelly var menestruationsbesværet under en TV-debat.
Andre vil sige, at det begyndte allerede, da han begyndte sin politiske karriere. Da han hævdede, at præsident Obama ikke var født i USA og dermed var en ulovlig præsident.
Men sandheden er, at det begyndte langt før. Det begyndte stort set den allerførste dag, hvor vi hørte om Donald John Trump som ung forretningsmand, og han den ene dag hævdede, at han var fem mia dollar værd og den næste ti mia. dollar. Faktisk er det det dominerende karaktertræk ved USAs kommende præsident. At han insisterer på at tage virkeligheden og bøje, bukke og brække den, så vi ser den, som han vil have os til at se den - og det var, hvad der skete natten til i går:
Et flertal af amerikanerne besluttede sig for at se virkeligheden, som Donald Trump ser den.
Dominans
Så det store spørgsmål dagen derpå er naturligvis: Hvordan ser hans virkelighed ud? Hvad er det, han vil have os til at se?
Og spørgsmålet tikker endnu - og endnu. Hvordan ser hans virkelighed ud?
Fisk.
For få år siden var han tilhænger af fri abort, nu er han en modstander. For få år siden var han tilhænger af immigration, nu er han modstander. For få år siden var han tilhænger af topbeskatning af de rige, nu er han en modstander. Enhver, som forsøger at finde et gran af sammenhængende livssyn i Trump, vil til sidst misunde Sisyfos, for der synes kun at være én eneste konstant, og det er, at han vil dominere os med sin opfattelse af virkeligheden, og den virkelighed skifter alt efter, hvordan han bedst kan dominere os.
Det er både den gode og den dårlige nyhed om præsident Trump, uanset om man er med ham eller imod ham, for hvad i alverden skal vi gøre ved det? Det var grunden til, at markederne onsdag morgen gik i panik - uvisheden og uudgrundeligheden i en præsident Trump - men det er også grunden til, at de mest angstfulde måske skal finde bare en smule trøst i trøstesløsheden.
For som den republikanske strateg Steve Schmidt sagde onsdag morgen på MSNBC:
»Eliten tager Trump bogstaveligt, men ikke alvorligt. Almindelige mennesker tager ham alvorligt, men ikke bogstaveligt.«
Eller sagt på en anden måde:
Når Trump taler om at deportere 11 mio. immigranter eller bygge en mur til Mexico, så tager det politiske USA ham bogstaveligt, men det er ikke, hvad hans vælgere gør. Hans ghostwriter Tony Schwartz har kaldt den form for Trump-argumentation for »sandfærdig overdrivelse,« to ord, som per definition er i krig mod hinanden, men som i tilfældet Trump betyder følgende: At der et eller andet sted i ordene om deportation er en kerne af et valgløfte. Men om det er 11 ulovlige immigranter eller 11 mio., det er usikkert, og sikkert er det kun, at han vil skifte til en ny holdning så snart, han ikke længere kan dominere vores virkelighedsopfattelse med den gamle.
For det er, hvad han gør. Det er den konstante i Donald Trump.
Propaganda
Og det er også nøglen til indflydelse for hans kritikere.
Hvordan?
Jason Stanley har en forklaring. Han er professor i filosofi på Yale University og forfatter til bogen "How Propaganda Works,« og han beskrev for nyligt i New York Times, hvordan Trump var et mestereksempel på »autoritær propaganda.« Den slags propaganda skrider elegant over kløften mellem det faktuelle og ufaktuelle og har ingen problemer med at sælge sort som hvidt og jorden som flad. Fordi - siger den pågældende propaganda - hvis systemet f.eks. hævder, at immigranter er en økonomisk netto-gevinst for samfundet, så er det givetvis løgn. Netop fordi systemet siger det.
Stanley citerer filosoffen Hannah Arendt og hendes ord om, at autoritær propaganda har en »usvigelig fornemmelse for alt det,« som almindelige partier og den herskende mening ikke fornemmer. »Alt, hvad der er skjult eller forbigået i stilhed får en enestående betydning, uanset om det har nogen betydning.«
Professor Stanley ser den slags propaganda som en tidsmaskine tilbage til grimmer tider, og hans forudsigelse er dyster, men han overser, at den samme propaganda også rummer en mulighed, som førnævnte Hannah Arendt netop peger på: Den autoritære propaganda kan ikke give os en »kontinuerlig, forståelig og forudsigelig« politik uden at komme i konflikt med virkerligheden, for den pågældende propaganda opererer netop på den ufaktuelle side af kløften, og facts er - do'h - faktuelle.
Eller med et eksempel:
Donald Trump har ført en populistisk økonomisk kampagne mod Wall Street, mod frihandel og for den slags protektionisme, som ellers forsvandt samtidgt med wankel-motoren. Og da han blev valgt onsdag morgen dansk tid, gik verdensøkonomien i nærpanik. Dow Futures-indsekset faldt med over 700 point, og en kendt journalist tweetede, at tæt på en billion dollar i løbet af få timer var blevet af verdensøkonomien.
Med andre ord: Virkeligheden tørnede ind i Trumps »autoritære propaganda« og på en måde, som var umisforståelig for selv hans vælgere. Deres kapitalpension skrumpede ind.
Så hvad gjorde Trump?
Han holdt en tale, hvor han talte meget venligt om Hillary Clinton - ingen »smid hende i fængsel,« ingen »nasty woman« - og han lovede, at han ville være en præsident for alle amerikanere. Han talte også med præsident Obama, og de blev enige om at samarbejde om en magtoverdragelse. Donald Trump signalerede tydeligt, at tiden med massemøder, stormtropper og skinger retorik var passé, og resultatet kom omgående. Dow Futures rettede sig, og da børsen i New York åbnede, var det med et »nåh.« Indekset var fladt.
Donald Trumps virkelighed mødte således den virkelige virkelighed, og en stålsat ideolog ville have været ligeglad, en vildøjet fanatiker ville fortælle de hysteriske kællinger og sammensværgede insidere på Wall Street, at de kunne rende og hoppe - men en politisk hul mand forhippet på dominans er ikke ligeglad. Og han bøjede af.
Infight
Dét er kritikernes nøgle til indflydelse:
At ændre de omgivelser, som kamæleonen bevæger sig i - og pigmentskiftet følger uvilkårligt.
Men har republikanerne ikke flertal i Kongressen, og kan Trump og kongresmedlemmer ikke være ligeglad med omgivelsernes farve? Kan de ikke forbyde eller forhindre abort? Kan de ikke sætte godsvognene til Mexico i bevægelse? Kan de ikke udradere Obamacare fra den ene dag til den anden?
I princippet, men husk på, at Donald Trump ikke skylder det republikanske parti noget som helst, og hans egen kampagnechef udtrykte i løbet af vagnatten også en overraskende bitterhed over for de republikanske insidere. Hun skældte ud på tidligere præsidentkandidater og præsidenter, som ikke havde støttet Trump, og i en reportage i New York Times i sidste uge fortalte »kilder tæt på Trump,« hvordan han havde udfærdiget en hævnliste over for de fæller, som havde svigtet ham. Valgsejren natten til i går var hans og hans alene - og han behøver ikke give ved døren, når republikanske kongresmedlemmer kommer for at bøsse ind.
Derfor er der ingen automatik i den retning - og heller ikke i den anden. F.eks. er der et klart flertal i Senatet mod Trumps handels- og sikkerhedspolitik, og helvede fryser til, før end senatorer som John McCain, Lindsey Graham, Bob Corker og Richard Burr vil kaste sig i favnen på Rusland og på en opløsning af den vestlige alliance.
Den eneste automatik er i virkeligheden, at en præsident Trump vil skifte til en ny holdning så snart, han ikke kan dominere vores virkelighedsopfattelse med den gamle
For det er til syvende og sidst sådan, at kamæleonerne overlever.
