Sommeren er højsæson for tyveknægte - og turister er deres yndlingsofre.

Har du siddet i en taxa og undret dig over, at turen tager meget længere tid end den burde? Eller oplevet at chaufføren lægger et ukendt beløb til?

Så bør du bede om en kvittering, notere nummeret på vognen ned og melde chaufføren til politiet. Det skriver norske NRK.

»Mistænker du en chauffør for at snyde, bør du være forsigtig med at konfrontere personen mens du er i bilen,« lyder rådet fra Miquel Quetglas, der er chef for politiet de Mallorca.

I de værste tilfælde kan politiet fratage chaufføren sin bevilling, og som turist giver anmeldelsen mulighed for at kræve penge tilbage af rejseforsikringen.

Politichefen har dog også oplevet turister, der ikke havde helt rent mel i posen.

Eksempelvis en ældre kvinde, der viste sig at betale for mad og ophold ved at stjæle fra andre turister. På den måde lykkedes det hende at være på Mallorca i fire måneder. De falske turister opfører sig præcist som almindelige turister, advarer politichefen.

»De spiser på restaurant og soler sig på standen. De er venlige og kontaktsøgende. De stjæler fra dig, når du føler dig tryg og bliver uopmærksom,« siger Miquel Quetglas.