Endnu er der ikke tegn på, at civile og oprørere forsøger at forlade den oprørskontrollerede del af Aleppo.

Moskva. Rusland forlænger pausen i luftangrebene mod den syriske storby Aleppo til lørdag aften klokken 19 lokal tid.

Det oplyser det russiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den såkaldte humanitære pause i bombardementerne af militante grupper i det østlige Aleppo vil være i kraft fra klokken 8 til 19 lokal tid lørdag, siger en talsmand fra forsvarsministeriet.

Rusland har midlertidigt stoppet luftangrebene for at give civile og oprørere mulighed for at forlade byen.

Torsdag meddelte FN, at Rusland ville forlænge det midlertidige stop for luftangreb i det østlige Aleppo, så løftet ville gælde i fire dage fra torsdag.

Det medfører, at Rusland vil holde inde med bomberne over den syriske by i 11 timer hver dag i fire døgn, bekræftede FN-rådgiver Jan Egeland.

Fredag var der dog ikke tegn på, at hverken civile eller oprørere i noget større omfang forsøgte at forlade den oprørskontrollerede bydel i Aleppo, skriver nyhedsbureauet AFP.

Syrien og Rusland beskylder militante medlemmer af oppositionen for at blokere for evakueringer.

Oprørerne bruger "trusler, afpresning og brutal magt" for at forhindre, at civile og oprørere kan komme ud af området, siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, ifølge AFP.

FN håber, at pausen i kamphandlingerne kan bruges til at evakuere syge og sårede og få nødhjælp ind i det østlige Aleppo.

Men fredag eftermiddag siger en talsmand, at indsatsen er forsinket på grund af bekymringer for sikkerheden.

- Medicinske evakueringer af syge og sårede kunne desværre ikke begynde her til morgen som planlagt, fordi de nødvendige betingelser ikke var til stede, siger Jens Lærke, der er talsmand for FN's humanitære hjælp, til AFP.

Der er ikke leveret nødhjælp til Aleppo siden 7. juli. De madrationer, der findes i byen, vil formentlig være spist ved udgangen af denne måned, har FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, sagt.

/ritzau/