De norske myndigheder udstedte torsdag garantier for at beskytte norske indeståender i de kriseramte og nu nationaliserede islandske banker.

Myndighederne i Norge så sig i dag nødsaget til at lægge penge og garantier på bordet for at redde norske sparepenge i islandske banker.

Den islandske bankkrise nåede nemlig Norge, efter at Islands finanstilsyn satte storbanken Kaupthing under administration. Og Kaupthings norske netbankkunder måtte sande, at de ikke kunne udføre transaktioner på bankens hjemmeside.

- Der er mange småsparere i Kaupthing, som har været usikre på deres sparepenge. Dem kan jeg give en klar besked om, at de norske myndigheder vil sørge for, at indskyderne ikke taber deres penge, sagde finansminister Kristin Halvorsen, som understreger, at der ikke er nogen generel bankkrise i Norge.

De norske Bankers Sikringsfond sprøjtede imens fem milliarder norske kroner ind i islandske Glitnir Banks norske afdeling for at hjælpe de kriseramte bank, som er sat til salg og ramt af likviditetsproblemer.

/ritzau/NTB