Sunnimuslimske indbyggere frygter for, at medlemmer af shiamilitser vil gå løs på dem, når shiamuslimerne rykker ind i Saddam Husseins hjemby.

De sunnimuslimske indbyggere i Saddam Husseins hjemby, Tikrit, frygter de fremrykkende shiamuslimske militser mere end krigerne fra terrorbevægelsen Islamisk Stat, der siden sommer har haft kontrol over byen.

I disse dage rykker 28.000 soldater fra den irakiske regeringshær sammen med 2.000 shiamuslimske militsfolk frem mod Tikrit i den hidtil største offensiv mod Islamisk Stat i Irak, og de indbyggere, der har mulighed for at slippe væk, gør det.

Sunnimuslimerne frygter folk fra shiamilitsen vil hævne drabene på flere hundrede shiamuslimske soldater, der fandt sted på en base nær Tikrit i juni.

Ifølge BBC, der citerer en FN-rapport, er flere end 25.000 mennesker flygtet, men mange er blevet stoppet i checkpoints.

Krigerne fra Islamisk Stat har haft god tid til at forberede sig på et kommende angreb, og adgangsvejene skulle ifølge rapporterne være spækket med vejsidebomber og lureminer.

Internationale menneskerettigheds-organisationer holder øje med situationen, og Det Hvide Hus har advaret mod faren for sekterisk gengældelse fra medlemmer af shiamilitserne.