En flygtnigelejr i den tyske by Düsseldorf brændte tirsdag ned til grunden. Vidner melder at have set en mand hælde brandbar væske på en madras for derefter at sætte ild til den.
Det er angiveligt uenigheder om mad og spisetider under den nyligt startede muslimske fastetid, ramadanen, der har udløst problemerne, som altså i sidste ende er endt med at flygtningelejren, som husede 282 uledsagede mandlige flygtninge, er brændt ned. 130 personer var angiveligt i bygningen, da branden brød ud.
Det skriver flere tyske medier.
Artiklen fortsætter under billedet.
»Under denne tid af ramadanen var der en gruppe, som ville følge fastetiden, og en anden gruppe, som ville følge de normale spisetider. Det har ledt til uoverensstemmelser med folkene fra Røde Kors, som er kommet til et punkt, hvor folk har truet med forskellige ting. En af disse trusler blev så til virkelighed,« siger Ralf Herrenbrück, som er talsmand for den offentlige anklager, til de tyske medier.
Redningsfolk har behandlet 25 personer for røgforgiftning, mens politiet efterforsker sagen som en påsat brand, efter at vidner melder om, at en madras er blevet overhældt med lightergas og siden antændt.
Artiklen fortsætter under videoen.
Røgen kunne ses i hele Düsseldorf
I lejren boede både kristne og muslimske flygtninge og uenighederne om mad og madtider skulle altså have fået bølgerne til at gå højt. Tirsdag eskalerede uenighederne, da flere af de muslimske flygtninge ikke blev vækket i tide til morgenmad inden fasten.
Under den muslimske faste, ramadanen, må der ikke spises og drikkes fra solopgang til solnedgang. Morgenmad serveres derfor meget tidligt om morgenen, og det var altså i forbindelse med denne, at flere af flygtningene ikke blev vækket i tide.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ifølge de tyske myndigheder er otte mand anholdt, hvoraf to nordafrikanske mænd betragtes som hovedmistænkte for at have påsat branden. En af dem skal angiveligt til andre i flygtningelejren have sagt, at 'de blev nødt til at gøre det, hvis tingene skulle ændre sig'.
Der meldes om skader på op imod 10 millioner Euro svarende til omtrent 75 millioner kroner.
Mere end 70 brandfolk fra Düsseldorfs brandvæsen var indsat under branden, hvor en stor sort røgsøjle gik hundrede meter op i luften og kunne ses i hele Düsseldorf.