Igen og igen har han sagt det – Storbritanniens formentlig kommende premierminister, Boris Johnson.

Landet skal ud af EU – om det så bliver med eller uden en aftale. Et løfte, han får meget svært ved at leve op til.

Sådan lyder vurderingen fra to eksperter i britisk og europæisk politik.

Ifølge Ole Helmersen, der er lektor ved Copenhagen Business School, er Boris Johnsons store problem, at han har sat al sin politiske kapital ind på Brexit.

»Det er hans eneste politisk projekt. Han havde aldrig haft en chance for at blive partiformand, hvis ikke det var for Brexit. Derfor spiller han i øjeblikket et spil med meget høj risiko,« siger han.

Med posten som premierminister følger ansvaret med at levere.

»Medmindre han har en eller anden trylleformular, er situationen omkring Brexit uændret,« påpeger Ole Helmersen.

Underhuset har flere gange tilkendegivet, at det ikke ønsker at udtræde af EU uden en aftale. Og EU's chefforhandler Michael Barnier har også sagt flere gange, at EU ikke vil genforhandle skilsmisseaftalen.

Boris Johnson satser på at genforhandle skilsmissen med EU.
Boris Johnson satser på at genforhandle skilsmissen med EU. Foto: NEIL HALL/EPA/RITZAU SCANPIX
Vis mere

»Hvordan han vil sælge det, er meget svært at se. Men han har jo sagt, at han vil genåbne aftalen,« siger Marlene Wind, der er professor og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet.

Hun giver ikke meget for Boris Johnsons forsøg på at overbevise vælgerne om, at han kan få genåbnet aftalen med EU.

»Man kan godt fortolke en bisætning, som Angela Merkel (Tysklands forbundskansler, red.) er kommet med, hvor hun siger, at hun håber, at der kommer en løsning. Fakta er, at ikke en eneste EU-leder har undsagt aftalen,« siger hun, der også har et bud på, hvorfor han så alligevel siger det:

»Det handler først og fremmest om britisk indenrigspolitik. Han har ønsket at fremstå som den store leder.«

Der er dog én mulighed for Boris Johnson: I den nye handelsaftale, som Storbritannien og EU skal indgå, kan han muligvis få nogle politiske indrømmelser.

Indtil nu ligger der kun et papir med politiske tilkendegivelser på bordet. Det kan skrives om, vurderer Marlene Wind.

»Boris Johnson er rigtig god til at spinne og manipulere, så det er muligt, han kan lykkes med at overbevise briterne om, at han har fået noget ind i den aftale,« siger Marlene Wind.

Der er i Storbritannien opstået spekulationer om, hvorvidt Boris Johnson kunne finde på at sætte Underhuset ud af spillet ved at forlænge politikernes sommerferie helt til 31. oktober, som er deadline for Brexit.

»På den måde ville regeringen kunne gøre, som den ville. Man ville formentlig godt forfatningsmæssigt kunne sende parlamentet hjem, men det ville være politisk selvmord,« siger Ole Helmersen.

Hverken han eller Marlene Wind vil spå om, hvordan det hele ender.

»Det er et kæmpe spørgsmål. Jeg anser det ikke for særligt sandsynligt, at Storbritannien kommer ud af EU inden 31. oktober,« siger Marlene Wind.

»Alene tidsrammen gør det nærmest umuligt. Jeg kan ikke forestille mig, at han kan få forhandlet noget bedre på plads end Theresa May på så kort tid,« lyder det fra Ole Helmersen.