Der var kaos i gaden. Blå blink og mennesker over alt.

29-årige Frederik befandt sig lørdag aften i det område i Seoul, hvor en stor menneskemængde blev mast ihjel.

»Det er skræmmende at have været så tæt på. Det kunne have været en selv, der var blevet mast der,« siger han.

Den alvorlige ulykke, der har kostet 151 personer livet og såret 82, skete, kort inden at Frederik, hans kæreste og en flok venner ankom til området.

De kom gående op fra metroen, da synet af menneskehavet og det blå blink mødte dem.

»Der er ambulancer og politi og sort af mennesker. Vi spørger lidt, hvad der sker, men der er ikke rigtig nogen, der kan give et svar,« fortæller han.

Foto: Kim Hong-Ji/Reuters
Vis mere

De havde været ude at spise og var på vej til en stor universitetsfestival i området. De fortsatte lidt videre ned ad gaden.

»Så kommer der nogen gående mod os, som siger, at en person er død, og at vi skal vende om,« siger han.

Der var musik og fest inde på barerne. De fleste havde tilsyneladende endnu ikke opdaget, hvad der var sket.

Det var også først, da Frederik satte sig ved et bord på en bar og læste nyheder, at det gik op for ham, at der var langt flere end én omkommen.

»Jeg tænker: Fuck, det er jo ret alvorligt, det her,« siger Frederik.

Frederik og vennegruppen blev siddende en times tid på baren for at undgå menneskemyldret udenfor.

De scrollede nyheder og talte om ulykken, mens uvidende mennesker i halloweenkostumer festede omkring dem.

»Det var, som om vi var de eneste, der ikke var i stemning til at feste. Jeg tror ikke, at folk vidste, hvor alvorligt det var,« siger han.

På vej hjem fra baren så Frederik 6-7 store politibusser holde på række, ambulancer og mænd i gule veste, der dirigerede trafikken.

Han gav besked til sin familie i Danmark om, at han var uskadt. Han er på ferie for at besøge sin kæreste i Seoul og har en uge mere i hovedstaden, før han flyver hjem.

Tanken om, at han kunne have været det forkerte sted få minutter tidligere, fylder i dag.

»Jeg er på en eller anden måde lettet over, at det ikke var mig selv, der var havnet i den mængde der,« siger han.

Foto: Linda Dabklusa/Reuters
Vis mere

Det er ifølge det sydkoreanske politi i hovedstaden endnu uvist, hvorfor og hvordan ulykken skete.

Det står dog klart, at der var fyldt med mennesker til halloweenfejring i smalle gader.

Den sydkoreanske præsident, Yoon Suk-yeol, har ifølge nyhedsbureauet Yonhap erklæret landesorg fra søndag til lørdag.

B.T. kender Frederiks fulde identitet.