Storbritanniens premierminister har etableret en enhed af embedsmænd, der skal bane vejen for udtræden af EU.

London. Storbritanniens premierminister, David Cameron, opfordrer mandag indtrængende sine ministre til at fortsætte alting som normalt, og han har oprettet en særlig enhed, der skal gøre vejen klar til brexit - Storbritanniens udtræden af EU.

Det oplyser en talskvinde for den britiske regeringsleder til Reuters.

- Regeringen har nu brug for at fokusere på at gøre alt, hvad den kan, for at forberede forhandlinger om en udtræden af EU ... og samtidig klare alle de opgaver, som en regering altid har, siger hun.

Om den særlige enhed af embedsmænd, som skal støtte en ny premierminister, der afløser Cameron i oktober, siger talskvinden:

- Det er de foreløbige ideer, som skal de skal tage sig af - ikke selve beslutningerne. Det er vigtigt, at det er premierministeren, som træffer beslutningerne i en ny regering, siger hun.

Om en ny skotsk folkeafstemning om uafhængighed siger premierministerens talskvinde:

- De grunde, som Skotland havde til at blive i Storbritannien, er lige så stærke nu, som de var for 18 måneder siden. Det sidste, Skotland har brug for nu, er en ny, opsplittende folkeafstemning, siger hun.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, forsøgte i weekenden at mindske presset på briterne fra Paris, Bruxelles og Berlin ved at signalere, at der ikke er nogen grund til at handle hurtigt efter den britiske EU-folkeafstemning.

Men Frankrigs finansminister, Michel Sapin, siger, at der ikke er forskel på den tyske og den franske holdning til, hvordan Storbritannien skal forlade EU - begge lande mener, at det bør ske hurtigt.

- Frankrig siger ligesom Tyskland, at Storbritannien har stemt for brexit. Det bør implementeres hurtigt. Vi kan ikke forblive i en usikker og uklar situation, siger Sapin til fransk tv ifølge Reuters.

BBC skriver, at Merkel og præsident François Hollande har sagt, at de er "fuldstændig enige" om, hvordan de vil håndtere krisen efter den britiske beslutning om at træde ud af Den Europæiske Union.

/ritzau/Reuters