Tusinder af passagerer risikerer aflyste flyafgange fra lørdag, når kabinepersonalet hos British Airways indleder en tre dage lang strejke.

British Airways må efter alt at dømme aflyse en del flyafgange i de kommende dage, efter forhandlinger mellem ledelse og kabinepersonale i det britiske luftfartsselskab kollapsede fredag.

Det betyder, at omkring 12.000 ansatte nedlægger arbejdet i tre dage fra lørdag. Senere på måneden følger en fire dages strejke, der efter planen begynder 27. marts, midt i den travle påsketrafik.

Ledelsen i British Airways har som mål at få mindst 60 procent af passagererne frem til deres destination på trods af strejken. Selskabet håber at kunne undgå aflysninger af flyafgange ved at sætte andet personale ind og leje fly fra charterselskaber.

Strejken skyldes en konflikt mellem ledelsen i British Airways og kabinepersonalet, der har krævet bedre løn og bedre arbejdsbetingelser.

/ritzau/AFP