En danske kvinde skænker millionformue til skoler i Afghanistan, så kvinderne kan komme til at spille en central rolle i landets demokratiske udvikling.

Den 93-årige Grethe Stief har doneret fem millioner kroner til ASF-Dansk Folkehjælps program for skolebygger i Afghanistan. Hun ønsker, at kvinderne skal have en central rolle i den demokratiske udvikling af Afghanistan.

Onsdag indvies et kvindekollegium ved Albironi Universitetet i Kapisa, Afghanistan, som milliondonationen fra den ældre dame har gjort mulig.

50 kvindelige studerende flytter ind på det nye kvindekollegium, der opføres i Kapisa provinsen tre timers kørsel nord for Kabul.

- For mig er det en glædens dag. Jeg vil håbe, at kollegiet må blive et dejligt sted for jer at være, og at I vil være flittige, så I kan få en uddannelse, der kan få betydning for jeres levned, siger Grete Stief i en kommentar til de studerende i forbindelse med indvielsen.

Ud over kvindekollegiet finansierer donationen byggeriet af to højere pigeskoler i provinserne Samangan og Nangahar.

- Grethe Stiefs generøse bidrag har betydet, at endnu flere piger har mulighed for at fortsætte i uddannelsessystemet efter grundskole. Alene på Kapisa Universitet betyder det nye kollegium, at man kan fordoble optagelsen af kvindelige studerende, siger generalsekretær i ASF Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem.

ASF-Dansk Folkehjælp har siden 2004 bygget og udstyret flere nye skoler med økonomisk støtte fra Danida.



/ritzau/