Rafael Nadal skulle bruge godt et par timer på at slå Marcos Baghdatis i tre sæt i Australian Open.

Melbourne. Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal har stadig ikke været i problemer under årets første grand slam-turnering, Australian Open.

Torsdag vandt han også i anden runde med sætcifrene 3-0, denne gang over Marcos Baghdatis fra Cypern med 6-3, 6-1, 6-3.

Det blev en ensidig forestilling, hvor den niendeseedede spanier var i kontrol fra start til slut.

Efter 2 timer og 13 minutter kunne han juble over avancementet til tredje runde.

Han servede kampen hjem, første gang han havde chancen.

I tredje runde kan Nadal komme på en noget sværere opgave mod den tyske komet Alexander Zverev, der er seedet som nummer 24 i turneringen.

En gang tidligere har Nadal mødt den 19-årige tysker, og da vandt Nadal efter en tæt tresætter.

Også Zverev gjorde sig klar til tredje runde med en overbevisende 3-0-sejr over det amerikanske tennistalent Frances Tiafoe.

/ritzau/