FC København fører Superligaen relativt suverænt, men det virker ikke til at være noget, der får københavnerne til at løsne grebet. Tværtimod.

Ståle Solbakken er nemlig på vej på indkøb igen, skriver det franske medie 20minutes.fr. Og det er Nicolaj Thomsen, som FC København gerne vil have fingre i. Nantes har selv bekræftet forhandlingerne med FC København om Nicolaj Thomsen, men så langt vil Ståle Solbakken ikke gå.

Ikke direkte i hvert fald. Den kortfattede FCK-manager havde til gengæld svært ved at skjule, at noget er under opsejling.

Nantes bekræfter til et fransk medie, at I forhandler med dem om Nicolai Thomsen. Passer det?

»Haha, hvis de siger det, så… Det må du vente med at se til i morgen,«  siger Ståle Solbakken til BT.

Står han der i morgen (til FCKs første træning)?

»Det er et godt spørgsmål. Men jeg kan ikke sige noget om det.«

Nicolaj Thomsen var længe en af Superligaen største profiler i AaB, hvor han var med til at vinde mesterskabet og pokalen i 2014. Derfor var Nantes ad flere omgange vældigt interesserede i at hente den nu 23-årige dansker til Ligue 1.

Det lykkedes i sommer, hvor den danske offensivspiller skrev under på en fireårig aftale. Men allerede et halvt år senere kan det altså være slut. Efter at være startet i halvdelen af Nantes’ 18 Ligue 1-kampe forhandles der nu ifølge den franske klub med FC København om et skifte. Og det skulle ikke mindst skyldes, at Nantes har fået ny træner i Sergio Conceicao, der ikke har set Thomsens vej.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Nicolaj Thomsens agent, men indtil videre uden held.