Landmanden Claus har aldrig haft en kæreste, men drømmen om at få en kone presser sig på
Der bliver jo stille! Siger Claus. En alvor sniger sig ind i hans ellers lattermilde øjne. Og blikket ser rettes fortabt ud mod de bølgende sønderjyske bakker og marker, som hører til gården, hvor han er født og opvokset. Gården, hvor han i hele sit 60-årige liv har levet sammen med sin mor.
Men Katrine, moderen, er blevet 86. Demensen er begyndt at sætte ind. Nogle dage værre end andre. Det er ikke mere end en uge siden, Katrine faldt ude på gårdspladsen. Pladask. Brækkede næsen. Er gul og blå. Og Claus har mentalt været nødt til at forholde sig til, at snart er han alene. For første gang i sit liv.
Med BT PLUS får du:
- Indblik: Mors dreng - hele livet (del 1)
- En verden udenfor (del 2)
BT PLUS anbefaler også:
Der bliver jo stille! Siger Claus. En alvor sniger sig ind i hans ellers lattermilde øjne. Og blikket ser rettes fortabt ud mod de bølgende sønderjyske bakker og marker, som hører til gården, hvor han er født og opvokset. Gården, hvor han i hele sit 60-årige liv har levet sammen med sin mor.
Men Katrine, moderen, er blevet 86. Demensen er begyndt at sætte ind. Nogle dage værre end andre. Det er ikke mere end en uge siden, Katrine faldt ude på gårdspladsen. Pladask. Brækkede næsen. Er gul og blå. Og Claus har mentalt været nødt til at forholde sig til, at snart er han alene. For første gang i sit liv.
- Det bliver da trist at gå helt alene lige pludselig. Ingen at snakke med.
I den store statistik er der mange som Claus Thomsen. 673.062 enlige ugifte mænd i Danmark. Men hans skæbne ligner ikke de fleste andres.
Claus har nemlig altid været enlig. Han er nærmest groet sammen med den gård, han er vokset op på. Tilhører en sjælden og næsten uddød race, der aldrig har sat sine ben i en storby. Faktisk er Limfjorden 200 km mod nord det længste, han har været væk. Og så har han aldrig haft en kæreste. Det har jo sine årsager, siger han.
Så mor og søn har i alle årene, og især de sidste otte efter faderens død, udgjort en særlig symbiose på den lille sønderjyske gård. Gået op og ned ad hinanden og kærligt, solidt og nøjsomt passet de ti hektar jord, 12 køer, 40 høns og en hulens bunke katte. Men symbiosen er gået i stykker. Katrine magter mindre og mindre nu, hvor hun er blevet dement. Skal holdes øje med. Mere og mere hviler på Claus’ skuldre nu.
- Jow. Det er nogle lange dage, indrømmer han og retter lidt forlegent på bukseselerne.
Inde i stuen har Katrine hentet de fine kaffekopper frem. Når der nu sådan er gæster. Overalt hænger indrammet stramaj. Vidner om mange, lange, mørke, vindblæste vinteraftener. Der hænger også en lille én, Claus har lavet. Ved siden af kukuret, der for længst er gået i stå.
Claus er det mellemste af tre børn. En søster på hver side. For ham har der aldrig hersket den mindste tvivl om, at han skulle være landmand. Ligesom forældrene. Drive gården videre. Det er dér, han er lykkelig.
Han var ikke andet end en stor dreng, da han blev karl på en nærliggende gård. Så blev han indkaldt til militæret. Første og eneste gang for resten, at Claus har været væk hjemmefra. Så tilbage som karl. Men lønnen var så skidt, at han tog et fabriksarbejde. Der fik man trods alt 16 kr. i timen og kunne spare op til fremtiden.
Epilepsien
Det var dér på fabrikken, han begyndte at få anfald. Epileptiske. De kom pludselig. Som lyn fra en klar himmel, fra han var 25. Han aner ikke hvorfra. Fabrikkens kemikalier, tænker han. Men det var de anfald, der betød, at Claus holdt sig fra damerne.
- Man bliver sådan en død mus af det, sådan én der helt vil holde sig væk. Gemme sig i et hul. Når alle de andre kanutter gik i byen, og lige pludselig ligger jeg hen over gulvet. . . Det holdt simpelthen det hele tilbage, forklarer Claus om de voldsomme epileptiske anfald, der kom i stimer og kunne vare i over en uge.
Han slubrer af kaffekoppen. Trækker på skuldrene.
- Jeg ved jo ikke, om det er noget, der kan køre videre. Er arveligt. Sæt nu man laver en familie, og halvdelen går hen og får det. Det er jo den skide sygdom, der gav mig sådan et smæk. Siger han. Og ryster på hovedet.
Mor Katrine ryster også på hovedet. Claus er gået ud i stalden. Hun siger lige ud af posen, at hun er ked af, at hendes søn aldrig har fået en kæreste.
- Jamen det med anfaldene. Jeg har ikke villet sige, at ’du kan, hvis du vil’. Men han har jo været bange for at få børn, hvis nu de ikke blev raske. Det siger han rent ud. Ham der er så glad for børn. Og dyr, sukker hun.
I stedet er det blevet de to, der har haft det tætte og nære liv, hvor der sludres om stort og småt, drilles kærligt. Selv om det ikke altid er lige lyserødt.
- Det kan da godt give en knast en gang imellem. Men det er såmænd ikke, fordi det er det store sus. Mere over sådan nogle småting, som når man kommer susende hjem fra marken og der ikke er middagsmad klar som aftalt. Det skal jo gå stærkt i den travle tid. Men det går jo over igen, siger Claus og sender sin mor et kærligt blik.
- Jow. Det’ såmænd gået helt godt, tilføjer Katrine.
For 25 år siden havde Claus sparet penge nok sammen til at købe gården i Tamdrup udenfor Haderslev af sin far. 700.000 kr. lagde han på bordet. Sådan gør man på de kanter. Man køber kontant. Når pengene er der.
- Jage piger og låne penge i banken. Det har ikke lige været for mig. Det har jeg til gode, griner Claus.
Der er meget andet, han har tilgode. I hvert fald hvis man sammenligner med et dansk standardliv.
Selv om han har både mobiltelefon og gps ’for så kan man altid finde hjem igen’ er det med internettet ikke en bølge, der har fundet vej til Tamdrup. Jow. Han har bredbåndsforbindelsen. Og en computer. Men det kursus han var på nede i Sønderborg, tog slet ikke højde for virkelige nybegyndere som ham. Han blev hægtet helt af. Så nu står den computer bare og ruster.
Kan ikke undvære dyr
Gps’en bliver heller ikke slidt op foreløbig. Storbyer som Aarhus eller Aalborg har han aldrig været i. Har aldrig været på Sjælland. Og København. Nææh, det er ikke lige noget.
Og den eneste grund til, at Claus har været helt oppe ved Limfjorden, var, fordi han var på aftentur med familie-landbrugsforeningen. På egen hånd var han aldrig kørt så langt.
Biografen i Haderslev bliver heller ikke overrendt. Sidst var vist, mens han var soldat, mener han at kunne huske. Og bingo? Jo, det spiller han og Katrine hjemme. Over walkie talkien. Så kan man blive i sofaen.
- Jeg har aldrig drømt om noget andet. Heller ikke at rejse ud. Skulle man ligge der på en strand med bar numse? Folk har sagt til mig mange gange ’så sælg da de forpulede køer og få et frit liv’. Men jeg tror ikke, at jeg kunne undvære dyrene. ’Hvordan går det nu?’ tænker jeg hver eneste gang, jeg er væk.
Hver morgen klokken seks står han og Katrine op. Ellers får han ballade med køerne. De skal fodres og malkes med håndkraft. Og så kører dagen ellers derudad. I samme spor som dagen før. Ugen før. Måneden før. Året før. I vintermånederne til godt og vel syv om aftenen. Og når markerne begynder at kræve mere, bliver den gerne ti. Nogle gange over midnat.
- Nu, hvor der kun er to hænder, tager det lidt længere tid, siger Claus.
Men følelserne hænger også lidt mere uden på arbejdstøjet nu, hvor det er begyndt at skrante for Katrine. Bekymringen bor inde i øjnene på ham. Hun skal holdes øje med.
Som da Katrine faldt for en uge siden. Hun var på vej ud for at lukke hønsene ind om aftenen. Var trukket i gummistøvlerne.
- Jeg tror, de hang fast i risten, mener hun.
- Så faldt jeg. Det blev helt sort. Og jeg kunne ikke råbe Claus op. Han var gået ud til sine kartofler, fortæller Katrine.
Claus hørte godt et bump. Men troede først det kom inde fra stalden, hvor en af køerne var tæt på at skulle kælve. Og så bliver de jo lidt urolige. For en sikkerheds skyld susede han over til gårdspladsen. Og der lå Katrine i en pøl af blod og med munden fuld af grus og sten. Så var det med at komme af sted til sygehuset. Babuu.
- Jeg har aldrig været pivet, siger hun og trækker på skuldrene. Den næse skal nok vokse sammen igen.
Fremtiden
Men det får Claus til at tænke mere og mere. På fremtiden. Og ensomheden.
- Den bliver jo værre og værre, siger han.
Drømmen om en kæreste eller kone fik næring for seks år siden, da en ny epilepsi-medicin kom på markedet. Én som forhindrer anfald. Så kunne han måske alligevel få et normalt liv uden at være bange for at dejse om.
- Bare jeg kunne være så heldig, at der var én at tage om skulderen. Jeg håber sådan, at der kommer en, som har den nøgle, der lige kan sættes i hjertet. Så vil der løbe en tåre, siger Claus stille og banker blidt på brystkassen.
Det er ikke så længe siden, drømmen tilmed så realistisk ud. Katrine havde fundet en kontaktannonce i avisen. Enlig kvinder søger. Hun fik pudset Claus på den.
- Det var mor, der var så fræk at komme med den. Så jeg skrev til hende. Hun er nede fra æ’ grænse. Der gik en uge, så lå der et brev fra hende. Og vi har skrevet og ringet. Men så er jeg så uheldig, at det er én, som er invalid. Hun har hjemmehjælper og bliver kørt rundt i en taxa. Så hun kan godt se, at det dur jo ikke. Hun skal finde en, der kan hjælpe hende. Men vi bliver da ved med at ringe sammen, siger Claus.
Trækker ærgerligt på skulderen over at have været så tæt på.
- Hvis hun nu bare havde været rask. Sukker Katrine.
Lydene fra stalden trænger ind i stuen. Køerne ved godt, hvad klokken er slået. Claus trækker i gummistøvlerne igen. Katrine går med. Lidt kan hun jo gøre. Endnu.
- Vi har haft et godt liv. Fra morgen til aften. Det bliver et stort tab, når hun er væk. Siger Claus.
