FCK-spilleren Peter Møller vil gerne være formand for spillerforeningen, når Palle Sørensen trækker sig tilbage og bliver håndbolddirektør

Fodboldspillerne skal snart have en ny formand, og Peter Møller fra FCK er klar til at påtage sig opgaven som afløser for Spillerforeningens nuværende formand Palle Sørensen.

- Det er jeg interesseret i, men det er noget, vores bestyrelse skal tage stilling til, siger Peter Møller, der siden september 2002 har været næstformand i Spillerforeningen.

Palle Sørensen har indstillet sin aktive karriere, og han er netop blevet ansat som direktør i håndboldklubben SK Århus. Derfor skal Spillerforeningen have en ny formand, og allerede nu er Palle Sørensens udadvendte arbejde i foreningen blevet uddelegeret til de to næstformænd, Peter Møller og Morten Wieghorst.

Senest Kristi Himmelfartsdag i maj skal der vælges en ny formand, men valget finder sandsynligvis sted tidligere. /ritzau/