Danmark er blevet tildelt værtskabet for EM-slutrunden i 2011 for U/21-landshold i fodbold.

Når fremtidens fodboldstjerner skal spille om EM-titlen i 2011, bliver det i Danmark. Det besluttede det europæiske fodboldforbunds (Uefa) eksekutivkomité torsdag. Danmark fik tildelt værtskabet på bekostning af Israel, som var danskernes eneste konkurrent til sidst.

Nyheden glæder U/21-landstræner, Keld Bordinggaard.

- Den slutrunde giver os de ultimative præmisser for arbejdet med 88-, 89- og 90-årgangene. Som fødte deltagere kan vi arbejde udviklingsorienteret frem til slutrunden og dermed optimere mulighederne for at toppe og præstere maksimalt ved selve slutrunden. Det er den ultimative model, siger landstræneren.

NRGi Park i Århus, SAS Arena i Herning, Energi Nord Arena i Aalborg og Viborg Stadion kommer til at lægge græs til slutrunden, hvor Danmark får selskab af syv andre nationer.

/ritzau/