Tre mænd i starten af 20'erne er anholdt for at have voldtaget en kvinde, der ligeledes er i start 20'erne.

Det oplyser efterforskningsleder Henrik Sejer ved Nordsjællands Politi til B.T.

Voldtægten er sket i forbindelse med en privat sammenkomst blandt unge på en bopæl i Værløse.

»Natten mellem fredag og lørdag har hun, efter vores påstand, været udsat for en voldtægt. I den forbindelse har vi i nat foretaget anholdelser af tre unge mænd, som vi fremstiller i retten senere i dag,« siger Henrik Sejer.

Nordsjællands Politi modtog anmeldelsen i går aftes ved 19-tiden.

Der er blevet beslaglagt en video i forbindelse med voldtægten.

»Det er korrekt, at noget af gerningen er blevet optaget på video, og i den forbindelse har vi beslaglagt deres telefoner for at sikre, at det ikke skal komme i omløb,« siger han og fortsætter:

»De kender hinanden internt.«

Voldtægten fandt sted til den private sammenkomst, hvor der var færre end ti personer til stede.

»Vi sigter ikke nogle for at have været sammen mere end ti personer, så det er foregået ved en mindre sammenkomst«.

Politiet har for nuværende ikke yderligere oplysninger af hensyn til efterforskningen.

Mændene bliver fremstillet ved Retten i Hillerød søndag.