Beboerne vil ikke have dem, politikerne vil ikke have dem, og ejeren vil ikke have dem.

Alligevel bliver der anlagt ti parkeringspladser midt i en elsket gård på Nørrebro, hvor naboerne i årtier har kunnet nyde græs, bænke, legeplads og boldbane.

Men det er altså slut nu efter 39 år. I hvert fald formentlig. Naboerne gør nemlig et sidste desperat forsøg på at beholde det grønne åndehul mellem blokkene på 'broen'.

»Det virker fuldstændig hul i hovedet,« siger Melanie Hartvigsen om muligheden for at få udsigt til asfalt i gården neden for lejligheden, når der nu er bred enighed om, at det ikke er en god idé.

Hun er blandt de beboere i de omkringliggende lejligheder, der søndag vil demonstrere for at få lov til at bevare ‘Storgården’, som arealet kaldes lokalt. Beboerne vil »tage gården tilbage«, lyder det.

Demonstrationen ventes at få prominent besøg af politikere som folketingsmedlem Rosa Lund (EL) og medlem af Borgerrepræsentationen i København Marcus Vesterager (S).

»Gården har en kæmpe værdi for mig. Jeg bruger den eksempelvis til at gå ned og gynge med min dreng eller holde picnic,« siger Melanie Hartvigsen, der er ph.d.-studerende og mor til en søn på knap to år.

Årsagen til, at der skal anlægges parkeringspladser, når hverken beboere, politikere eller ejer ønsker dem, er ganske knudret.

På billedet fremgår det, hvor i gården parkeringspladsen vil ligge. Lejlighederne i ejendommen ved den røde prik på kortet tilhører Kereby på adressen Jagtvej 101. De øvrige lejligheder omkring gården hører under ejendomsselskabet VIBO. Alle beboere har hidtil kunnet bruge udearealet. Foto: Notat, Københavns Kommune
På billedet fremgår det, hvor i gården parkeringspladsen vil ligge. Lejlighederne i ejendommen ved den røde prik på kortet tilhører Kereby på adressen Jagtvej 101. De øvrige lejligheder omkring gården hører under ejendomsselskabet VIBO. Alle beboere har hidtil kunnet bruge udearealet. Foto: Notat, Københavns Kommune
Vis mere

Forløbet bliver kort gengivet her:

I 2015 fik Teknik- og Miljøforvaltningen en ansøgning om etableringen af 23 parkeringspladser i gården.

Kommunen vendte tommelfingeren ned, fordi det var flere pladser, end der var godkendt i lokalplanen.

En ny ansøgning om dispensation på 12 pladser blev politisk nedstemt i 2018 i Teknik- og Miljøudvalget, men senere samme år landede en klage over afgørelsen hos Planklagenævnet.

Her blev sagen omgjort. Nu var der tilladelse til ti parkeringspladser.

Siden har boligforeningen VIBO, der har de fleste lejligheder omkring gården, klaget til Statsforvaltningen, og politikere har råbt op og spurgt forvaltningen til mulighederne for at standse asfalteringen.

Men lige lidt hjælper det.

‘Forvaltningen vurderer, at handlemulighederne for Teknik- og Miljøudvalget i den konkrete sag er udtømte som følge af, at der allerede er truffet afgørelse i sagen,' skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i et notat.

Selv ejeren af ejendommen Jagtvej 101 så helst, at gården fortsatte med at have legeplads og boldbane, lyder det.

Det er ejendomsselskabet Kereby, der siden 2018 har ejet grunden. Ifølge administrerende direktør Lars Pærregaard har Kereby dog intet at skulle have sagt i forhold til, hvordan arealet i gården bliver anvendt. Det bestemmer den oprindelige ejer, Bocaj & Bokaj Holding ApS, forklarer han.

Lars Pærregaard, hvad så du helst, at der skete med arealet?

»At det blev bevaret grønt. Det er udelukkende Bocaj & Bokaj Holding ApS, der har en økonomisk interesse i, at der bliver etableret parkeringspladser. Vi så helst, at vi kunne bevare gården så grøn som mulig og i det hele taget til glæde for VIBO-beboerne og vores egne Kereby-beboere,« siger han.

»Det virker fuldstændig hul i hovedet,« siger Melanie Hartvigsen om udsigten til at få udsigt til asfalt i gården nedenfor lejligheden. Privatfoto
»Det virker fuldstændig hul i hovedet,« siger Melanie Hartvigsen om udsigten til at få udsigt til asfalt i gården nedenfor lejligheden. Privatfoto
Vis mere

Hvorfor har I som ejer af grunden ikke mulighed for at stoppe etablering af p-pladser, hvis I ikke ønsker dem?

»Bocaj og Bokaj Holding ApS har en juridisk ret, som vi desværre ikke kan ændre på. Bocaj og Bokaj Holding ApS solgte i 2016 ejendommen til Hans Zøllner, og i den forbindelse indgik Hans Zøllner og Bocaj og Bokaj Holding ApS en aftale om, at Bocaj og Bokaj Holding ApS skulle beholde brugsretten til anlægget.«

»Retten til gårdarealet blev altså udskilt fra ejendommen, og der skulle tinglyses en servitut på ejendommen om, at enhver fremtidig ejer af ejendommen skulle respektere denne ret.«

»Det var under disse betingelser, vi købte ejendommen fra Hans Zøllner i 2018. Det er grunden til, at vi desværre ikke kan stoppe projektet, selvom vi gerne ville,« siger Lars Pærregaard.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Bocaj og Bokaj Holding ApS, men det har ikke været muligt at komme i kontakt med holdingselskabet.

Melanie Hartvigsen erkender, at løbet formentlig er kørt. Men indtil der holder biler i gården, vil hun kæmpe for at undgå det.

»Alle juridiske muligheder er udtømte, men det betyder ikke, at man bare skal lægge sig ned og affinde sig med det, når man mener, at noget er uretfærdigt,« siger hun.