Storbritannien har et massivt problem med knive. På bare ét år var der mere end 50.000 knivoverfald. 

Det ser derfor ikke godt ud, når brugere bliver eksponeret for reklamer for såkaldte 'zombie-knive' på Google, som samtidig tjener penge på reklamerne. Og endnu værre, når Google påstår, at de har forbudt det. 

Er man i tvivl om, hvad en såkaldt 'zombie-kniv' er, så skal mon blot forestille sig den mest brutale kniv. 

Ofte er der tale om machetelignende knive på knap en halv meter, som ligner noget fra en zombiefilm. 

The Guardian skriver, at Google siden 2015 har forbudt reklamer for farlige produkter herunder knive. Alligevel kan mediet nu afdække, hvordan Google alligevel bryder deres egne retningslinjer i en tid, hvor statistikken over kriminalitet med knive stiger og er blevet en decideret landeplage i Storbritannien. 

The Guardian har således testet, hvordan reklamer for zombie-knive fortsætter med at dukke op, når brugere søger på eksempelvis 'zombie knife UK' eller 'zombie knife for sale'. Selv med filteret for sikker søgning dukkede reklamer for knive op promoveret af Google. 

De brutale og apokalyptiske knive blev forbudt – både som salg, import og produktion – i hele England og Wales tilbage i 2016. Årsagen var, at knivene var med til at glamourisere vold og skabte ødelæggende skader på ofre. 

En overtrædelse af forbuddet kan give fængsel i op til fire år og voldsomme bøder til virksomheder. 

Fra marts 2022 til marts 2023 var 282 drab med knive eller skarpe genstande i England og Wales. 

Google oplyser til mediet, at de har fjernet annoncerne og gentaget, at de har strenge regler for området.