Direkte fra kontorstolen og ud på ski. Antallet af alvorlige ski-ulykker eksploderer. Danske skiløbere er i for dårlig form.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Flere skader. Flere ødelagte ferier. Når familien Danmark spænder skiene under fødderne, så går det galt. Oftere og oftere.

Og der er en enkel forklaring: dårlig fysisk form.

De færreste danske skiløbere kan gå direkte fra den rullende kontorstol ud på to meter lange brædder på glat sne og dyrke sport i seks timer om dagen. Men det gør de.

»Det svarer jo til at dyrke sport på elite-niveau,« siger leder af Rigshospitalets fysioterapi Tom Wedele Petersen, der lige nu har orlov, og driver flere fysioterapi-klinikker i de franske alper under navnet Team SkiFys.

Han bekræfter, at danskerne får mange skader på ski. Og tallene sætter en fed streg under tendensen.

Stigningen i ski-skader er markant. Og fra sæsonen 2001/2002 og frem til sidste ski-sæson var den nærmest eksplosiv.

Antallet af anmeldte alvorlige ski-skader på Euro Alarm er gået fra 859 til 1.224. Det er en lodret stigning på 42 procent. Totalt set er antallet af skiskader steget med 11 procent.

Tallene fremgår af en skadesstatistik fra Europæiske Rejseforsikring, der på vegne af amterne driver rejsesygesikringen. I denne uge flyver selskabet hver dag med Knogle Ekspressen direkte fra Danmark til de små alpe-flækker for at hente hundredvis af skadede danskere hjem på gratisbilletten det gule sygesikringsbevis. En ordning, der koster amterne 20 millioner kroner hver sæson.

Usikker teknik
Fra ski-området Risoul i Frankrig fortæller Tom Wedele Petersen om problemerne:

»Der er en ubalance mellem danskernes fysiske formåen og de fysiske krav, som skisporten stiller. De er i for dårlig form, de mangler viden om forebyggelse, og så er deres teknik usikker,« siger han.

Han vil ikke karakterisere de danske ski-turister som direkte tåbelige eller dumme.

»Men set med fagkundskabens briller, så er der nogle, der opfører sig uhensigtsmæssigt,« siger han.

Selvom de fleste danskere først kommer op på skiene og ned ad pisterne i februar, så bør ferie-forberedelserne begynde allerede i oktober.

»Det er ikke for tidligt, hvis man vil være i optimal fysisk form,« siger fysioterapeuten, der kender alle ski-skaderne.

Tag den med ro
Selvom han roser de mange unge skiløbere, der har været med deres forældre på ferie, siden de var børn, så er der helt grundlæggende problemer med de danske muskler.

»Vi er ikke vokset op i et land med sne. Og derfor har vi ikke det fysiske beredskab, den muskulatur som nordmændene og franskmændene, der er vokset op i Alperne, har. Vi har et andet bentøj,« siger Tom Wedele Petersen.

Selvom sneen er dejlig, og det sjoveste er at drøne ned ad bjergsiderne, så anbefaler fysioterapeuten alle at tage den med ro. Det er en hård belastning for kroppen at stå på ski i en hel uge.

»Det er en god idé at tage en hviledag midt på ugen eller få noget masage,« siger Tom Wedele Petersen.