Hizb ut-Tahrir er en vorte i samfundet, der med fordel kunne sluge deres egne tunger, lød det fra en veloplagt revsende Yahya Hassan, der også fandt tid i sin timelange enetale til at lange ud efter de fleste danske partier.

Tirsdag d. 7. april holdt digteren Yahya Hassan sit første pressemøde som kandidat for det nye parti Nationalpartiet.

Her blev der ikke lagt fingre imellem, da den 19-årige debattør langede ud efter både Hitz ut-Tahrir og de danske partier.

»Hitb ut-Tahrir er en minoritet i minoriteten, et segnende segment. En vabel eller en vorte i samfundet, som er blevet skånet for lægens kniv, fordi den er affældig og på vej til at blive en uduelig fregne. Jeg kender deres tilhængere – bandemedlemmer og selvbestaltede båtnakker, et forbandet bundt hyklere. Og så har de et par veltalende talsmænd – de kan tale fra hertil til dommedag, de tiltaler os ikke,« forklarede han.

Yahya Hassan understregede, at Koranen advarer mod grupperinger og kulter som Hizb ut-Tahrir og Islamisk Stat.

»Et dogme er et dogme, så om de tror på det evigt glødende helvede, må de være nødsaget til også at tro, at det netop er skabt til godtfolk som dem. Hvis de så sandfærdigt vil gøre muslimerne en tjeneste, så er de altså forbeholdt retten til at sluge deres tunger for bestandigt,« lød det fra digteren, der kun løftede øjnene fra sit talepapir ganske få gange i løbet af den time, han læste op.

Men Hizb ut-Tahrir var ikke alene om at få digterens vrede veltalenhed at føle.

»Socialdemokraterne er måske stadig demokrater, men det socialpolitiske aspekt er pist væk. SF kunne hedde SFO (Skolefritidsordning, red.) , Liberal Alliance skifter snart navn til Saxo Bank, Venstre kunne lige så vel hedde højre. De Radikales og De Konservatives argumenter ligger også lige til højrebenet – selv Enhedslisten er blevet splittet. Vi ER det politiske alternativ, selvom vi ikke hedder Alternativet,« drillede digteren, der dog understregede, at Nationalpartiet ikke er fjender af de etablerede partier:

»Vi har arbejdet os op fra den samme demokratiske grundsten og har fundet et ståsted. I modsætning til visse andre har vi endda fundet et ståsted, som vi kan stå indefor,« lød det.