Forsvarsminister Troels Lund Poulsen er rasende over, at propalæstinensiske demonstranter mandag aften saboterede et politisk møde, der fandt sted i Kødbyen i København. 

»Jeg skulle høre på, at jeg var barnemorder og andre ting. Det er langt over grænsen for, hvad vi som politikere skal finde os i,« siger Troels Lund Poulsen og fortsætter:

»Jeg er vant til at blive kaldt mange ting, men jeg gider ikke finde mig i sådan en behandling.«

Moderaterne havde arrangeret en politisk debat på Restaurant Gorilla, hvor der også var en EU-quiz, som blandt andre Troels Lund Poulsen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og statsminister Mette Frederiksen deltog i. 

Flere gange blev arrangementet dog afbrudt. Det endte med, at man sluttede før tid. 

»Jeg oplevede jo en gruppe mennesker, som valgte at kapre mødet for at undergrave en demokratisk samtale. Det må simpelthen stoppe med den måde, som nogle mennesker opfører sig på,« siger Troels Lund Poulsen. 

»Jeg kan ikke forstå, at de misbruger dansk demokrati på den måde. De burde jo være glade for at være i Danmark.«

Der var mulighed for at tale med politikerne til arrangementet. Men Troels Lund Poulsen mener ikke, at demonstranterne virkede interesserede i det. 

»De valgte jo at forlade stedet. Man valgte at lave en bevidst provokation og konfrontation,« siger Troels Lund Poulsen, som fortsætter:

»Vi må tage en dialog om, hvad vi skal gøre ved den opførsel. Vi må sige, at der er ting, som vi ikke længere gider finde os i og ikke vil acceptere. Jeg siger fra nu, fordi det simpelthen ikke er rimeligt.«

B.T. var til stede ved arrangementet mandag aften. Du kan læse og se dækningen her.