Medarbejderne i Skat gik uden om deres chef i en af ministeriets vigtigste sager, da de ændrede en skattepraksis, der betød, at Stephen Kinnock blev frikendt.

Det kommer bag på den tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft, at hans egne medarbejdere pludselig ændrede skattepraksis, uden at orientere ham eller Skatterådet, inden afgørelsen i en af nyere tids mest centrale skattesager. 

En afgørende ændring som flere eksperter vurderer er skyld i, at statsminister Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, kunne frikendes.  

Peter Loft, var du bekendt med, at tre af dine medarbejdere ændrede skattepraksis lige før skattesagens afgørelse?

- Det er første gang jeg høre om det aspekt.

Så det er noget, der kommer bag på dig?

- Ja, det overrasker mig. Det var måske den vigtigste sag, ministeriet havde haft. Jeg har haft fem møder med Erling Andersen inden det her, men hverken han eller mine egne medarbejdere, har orienteret mig i en form, så jeg forstår det. 

Som Berlingske i dag skriver ændrede tre medarbejdere fra henholdsvis Skat København og Skatteministeriet skattepraksis den 30. august 2010. Bare omkring to uger inden afgørelsen faldt.

Embedsfolkene ændrede et mangeårigt krav om, at folk i Kinnocks situation maks på være i udlandet to-tre år. Kinnock havde pendlet mellem Schweiz og Danmark siden 2004 - altså i cirka seks år - og var dermed skattepligtig i Danmark efter de dengang eksisterende regler. 

Netop det aspekt var departementschefen overraskende slet ikke orienteret om.

- Jeg vil sige, at jeg kendte hverken den ene eller anden praksis. Den 2-3-års praksis, der bliver talt om, er slet ikke et aspekt, der har været rejst der, hvor jeg har deltaget. Med det forbehold, at jeg ikke kan udelukke, at der i et notat på side 44, står en bisætning, jeg ikke har været opmærksom på. Men i en direkte form, har jeg ikke fået noget at vide, siger Peter Loft.

Kan medarbejderne bare sådan selv ændre praksis, hvis de synes?

- Grundlæggende er der en række formelle forhold, der skal tages højde for. F.eks. er der andre, der er blevet ramt af den restriktive praksis? Skal du genoptage nogle sager? Og så er der nogle kompetenceregler. Man kan spørge sig selv om, hvorvidt Skat København og departementet er de rette til at ændre på en afgørelse, som Skatterådet har truffet?

- Jeg er jo lidt ude af systemet. Men jeg vil vurdere, at man som det mindste burde forelægge den praksis for Skatterådet, når det nu er dem, som har lavet den.