Hvornår vidste DSB's bestyrelse og transportminister besked om rodet i regnskaberne? Oppositionen kræver svar.

DSB's bestyrelse og muligvis transportministeren er hårdt belastet af nye oplysninger i kølvandet på fyringen af topdirektør Søren Eriksen.

Det siger flere af oppositionens transportpolitiske ordførere efter afsløringer i TV Avisen på DR 1 i aftes.

Den administrerende direktør Søren Eriksen blev fyret på grund af rod i regnskaberne mellem DSB og datterselskabet DSBFirst.

- Det billede, der tegner sig nu, viser i alt fald, at man måske sidder med en bestyrelse, der har et mindst lige så stort ansvar som direktionen, siger De Radikales trafikordfører Johannes Poulsen til DR Nyheder.

Ifølge DSB's bestyrelsesformand Mogens Granborg blev bestyrelsen først opmærksom på regnskabsrodet den 22. februar og skred derpå til afskedigelse.

Men referater fra bestyrelsesmøder viser, at bestyrelsen vidste besked allerede den 16. december.

Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, tror, tre igangværende undersøgelser af sagen kan placere ansvaret endnu højere oppe end i DSB's bestyrelse.

For hvis bestyrelsen har været så velinformeret, så må transportministeren også have fået orienteringer på de møder, som der foregår mellem ministeren og DSB's bestyrelsesformand, mener han.

- Hvis transportministeren har haft en viden og enten undladt at spørge ind til det eller har haft en mere detaljeret viden, så er det en utrolig alvorlig sag, som selvfølgelig belaster transportministeren ganske betydeligt, siger Magnus Heunicke til DR Nyheder.

Enhedslistens trafikordfører, Per Clausen, mener, at politikerne tilsyneladende er blevet ført bag lyset.

- Desværre tyder meget på, at Søren Eriksen hverken er den eneste eller den største forbryder i dette spil, men at han er blevet ofret som et led i at kaste et røgslør ud over skandalen, siger Per Clausen.

/ritzau/