Justitsminister Lene Espersen (K) beskyldes af flere partier for at forsømme sit arbejde som chef for politi og Politiets Efterretnings-tjeneste ved at være på ferie her under Muhammed-krisen.

Både Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF finder det helt upassende, at justitsministeren er taget med familien til Spanien på ferie, mens Danmark står i den største, internationale krise i nyere tid, skriver Politiken fredag.

Retsudvalgets formand, Peter Skaarup (DF), finder ministerens fravær 'uforståelig'.

Både statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigs-minister Per Stig Møller (K) har arbejdet i noget nær døgndrift siden Muhammedkrisen for alvor tog fart.

Statsministeren har aflyst alle planer om vinterferie, oplyses det.

Nyheden om Lene Espersens fravær blev meddelt den konservative folketingsgruppe i tirsdags, hvor gruppeformand Helge Adam Møller oplyste, at justitsministeren ville være væk resten af ugen.

Lene Espersen forlod Danmark i lørdags og vender først hjem igen i morgen. Justitsministeren oplyser via sin pressemedarbejder, at ferien har været planlagt længe.

- Men det siger sig selv, at jeg under de nuværende omstændigheder er i løbende kontakt med ministeriet om situationen. Ligesom det stod klart inden afrejsen, at jeg ville være parat til at afbryde turen, hvis det skulle blive nødvendigt, udtaler Lene Espersen til Politiken.