Flaskepant fungerer fint i de nordiske lande. Forbrugerne kommer til at betale mere, hvis der oprettes en fælles nordisk pant, advarer købmændene.

De Samvirkende Købmænd DSK, afviser en fælles nordisk flaskepant. DSK mener, at ordningen vil ramme forbrugernes pengepung.

- Der er ikke noget reelt problem med emballager mellem de nordiske lande. Der er problemer med dåser fra Tyskland til Danmark og Sverige samt fra Estland til Sverige.

Det siger DSK's underdirektør Claus Bøgelund Nielsen i en skriftlig kommentar til et forslag fra Nordisk Råd om at lave et fælles skandinavisk retursystem.

- De nordiske lande har hver for sig yderst velfungerende pantsystemer, og det vil kun blive dyrere for forbrugerne, hvis der skal laves fælles nordisk pant, uden at der er et reelt behov, lyder det videre fra DSK.

Underdirektør Claus Bøgelund Nielsen mener ikke, at den bedste løsning i Danmark nødvendigvis passer Sverige.

/ritzau/