Jesper Langballe, en af Dansk Folkepartis åndelige fædre, tiltrak sig atter opmærksomhed i går på Christiansborg, da han efter et gruppemøde beklagede sit ordvalg om, at der er muslimske mænd, der voldtager og dræber familiemedlemmer. Beklagelsen går dog udelukkende på, at det var lidt for kækt, sarkastisk og frisk-fyr-agtigt at skrive, at fædrene 'nøjes med' at slå døtrene ihjel i betragtning af emnets alvor.
Der er ingen grund til at gå særligt meget op i det lille tilbagetog fra det aldrende og snart afgående folketingsmedlem. Realiteten er, at der ikke er noget nyt under solen i DFs tilgang til islam og muslimer. Måske vil man overveje ordvalget en smule nøjere, men der er sagt og skrevet meget i tidens løb fra DF-medlemmer, som i grovhed matcher Langballes indlæg.Pia Kjærsgaard fastholdt da også i går, at hun har svært ved at skelne mellem islam og islamisme, og at hun deler Langballes analyse af, at vi 'i tolerancens navn' baner vej for, at 'vore børnebørn kan nyde et sharia-samfunds velsignelser', som Langballe har udtrykt det. Risikoen er til stede, medmindre vælgerne stemmer på DF, fastslog hun.
Det er derfor ønsketænkning af teenage-dimensioner, hvis Lars Løkke Rasmussen tror, at spliden i forhold til støttepartiet er væk. Han fremhævede i går, at også Pia Kjærsgaard havde kaldt de oprindelige udtalelser fra Lars Hedegaard - der begyndte polemikken - for 'dumme og generaliserende'. Fint nok, at statsministeren tager afstand fra indlæg, der bidrager til at generalisere og piske had op - og som gør undtagelsen til reglen, som Løkke præcist udtrykte det.
Men statsministerens understregning af, at alle mennesker som udgangspunkt er velkomne i Danmark, står i så skærende kontrast til DFs linje, at der kun er sat en parentes i striden. DF lever af at forstørre undtagelsen. Partiet lever af at generalisere - af som udgangspunkt at betragte islam som et problem, og gjorde DF ikke det, ville partiet ligne alle andre.
Det er muligt, at det så anderledes ud for tyve år siden, men i dag kan ingen politiker finde på at se igennem fingre med omskæring, incest, tvangsægteskaber, vold, terror, æresdrab eller andre forbrydelser, som nogle gerningsmænd bruger kultur, religion eller tradition til at undskylde sig med. Forklaringer, som hverken den offentlige mening eller lovgivningen køber som formildende i dag. Derfor er Pia Kjærsgaards påstand om DF som tabu-bryder et falsum og Løkkes håb om fred med støttepartiet en uopnåelighed.
