Regeringen vil have særligt fokus på de unge, når reglerne for førtidspension skal reformeres. Men forskning viser, at det er indvandrerne, der bør have særlig opmærksomhed.
Psykiske lidelser er et udbredt fænomen blandt flygtninge fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere.
De har også lange perioder af ledighed bag sig, og det ved man kan føre til tidlig førtidspensionering.
Og endelig arbejder mange indvandrere i sektorer, hvor risikoen for nedslidning er stor.
Det er tre bud på, hvordan det kan være, at antallet af indvandrere på førtidspension er tidoblet inden for de sidste 20 år, siger seniorforsker Marie Louise Schultz-Nielsen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.
- Jeg skal ikke her på nogen måde forsøge at forklejne betydningen af at handle i forhold til de unge. Jeg vil blot pege på en anden gruppe på arbejdsmarkedet, som - i forhold til spørgsmålet om førtidspension - burde påkalde sig nogen opmærksomhed. Nemlig indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere, siger Marie Louise Schultz-Nielsen.
Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti mener, at oplysningerne skal få konsekvenser for den kommende reform af førtidspension og fleksjob.
- Problemet med stigning i indvandrere på førtidspension skal helt klart prioriteres, Det er udelukkende, fordi regeringen er berøringsangst overfor indvandrere, at det ikke allerede er sket. Men så skal vi nok rejse sagen fra Dansk Folkeparti. Det er forargeligt, at visse grupper i Danmark er bedre stillet end danskere, siger Martin Henriksen.
Martin Henriksen forklarer, at flygtninge er undtaget for de optjeningsprincipper, der gælder for andre.
- Vi har tidligere sammen med V og K fjernet den positive særbehandling af indvandrere i forhold til folkepensionen. Det vil være helt logisk også at fjerne særbehandlingen i forhold til førtidspension, siger Martin Henriksen.
Benedikte Kiær (C):
- Jeg synes, Martin blander æbler og pærer sammen. Det, han taler om, er hvor stort et beløb man får. Men det fremgår for eksempel ikke af tallene, hvor stor en andel flygtninge udgør af gruppen. Og for alle andre end flygtninge gælder de samme regler. Uanset om man er indvandrer eller etnisk dansker, siger Bendikte Kiær og fortsætter:
- Vi sidder og forhandler en reform af hele førtidspensionsområdet, og her er vi helt enige med regeringen. Det handler om at få sat en prop i i forhold de unge på førtidspension.
- Men tallene for indvandrere er opsigtsvækkende og bemærkelsesværdige og det bør naturligvis undersøges, hvad årsagen er, siger Benedikte Kier (C).