Søren Pape Poulsens pludselig død har ramt hans forældre meget hårdt. 

Det fortæller Lars Storgaard, konservativ borgmester i Favrskov og nær ven af både Søren Pape og hans familie. 

»Det er klart, at det har ramt dem utroligt hårdt. De kan ikke forstå, hvad der er sket. Det er heller ikke til at beskrive,« siger Lars Storgaard. 

Søren Papes far er 91 år gammel og hans mor nærmer sig de 90 år. Her i slutningen af deres liv skal de nu lide den smerte at begrave deres eneste barn. 

»Det er helt forkert. Forældre skal ikke begrave deres børn,« siger Lars Storgaard. 

Søren Papes forældre er ikke hans biologiske forældre. Han blev adopteret som spæd i 1971 og har siden, han var meget lille været klar over, at han var adopteret. 

Han havde han et meget nært og tæt forhold til sine forældre. 

»De har altid taget sig enormt godt af ham og været der for ham. Nu blev det også sådan, at han tog sig enormt godt af dem,« siger Lars Storgaard. 

»Søren var også sammen med sin mor og far i fredags, inden han kørte mod Vejen for at deltage i partiets hovedbestyrelsesmøde,« siger Lars Storgaard. 

Han fortæller, at han selv skylder Søren Pape meget. 

»Jeg kan takke Søren for, at jeg er borgmester i dag. Han bakkede mig enormt meget op til kommunalvalgene i 2013, 2017 og 2021, da han var med mig rundt til mine politiske møder. Det betød enormt meget,« siger Storgaard og fortsætter: 

»Jeg fik beskeden om hans død lørdag eftermiddag og var dybt rystet. Det er ikke til at forstå,« siger han. 

Der er endnu ikke afklaring på hvem der skal overtage formandsposten i Det Konservative Folkeparti. 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Joachim B. Olsen og Peter Astrup.