Politikernes pensionsregler har længe været omstridt, og et flertal er nu nået til enighed om at lave dem om.

Et flertal vil ændre politikernes omdiskuterede løn- pensionsvilkår, så blandt andet folketingsmedlemmers pensionsalder skal følge befolkningens.

Desuden hæves lønnen for folketingspolitikere, mens borgmestres løn også stiger. Byrådsmedlemmers løn er blevet reguleret tidligere.

Aftalen er indgået mellem regeringen og resten af blå blok samt Socialdemokraterne og De Radikale.

Aftalen rummer ifølge Ritzaus oplysninger desuden et indgreb over for dobbeltaflønning, som da tidligere forsvarsminister Carl Holst (V) både modtog ministerløn samt eftervederlag fra sin tid som regionsrådsformand.

Desuden lukkes der for, at ministre modtager ministerpension efter få ugers arbejde, som Jonas Dahl eksempelvis var berettiget til efter seks uger som skatteminister, inden SF trak sig ud af regeringen i 2014.

I dag kan folketingspolitikere gå på pension allerede fra efterlønsalderen frem for at vente til folkepensionsalderen.

Er man valgt ind før 2007, kan man allerede som 60-årig gå på pension.

Men de regler ændres fremadrettet, så pensionsalderen for de politikere, der vælges ind ved næste valg, vil følge den almindelige pensionsalder.

Den bliver løbende hævet i takt med, at danskerne i gennemsnit lever længere.

/ritzau/