Kristoffer Haris sæson blev spoleret af smerter, som i første omgang blev diagnosticeret som vokseværk. Derfor kunne han ikke træne optimalt, og han måtte nøjes med en femteplads ved ungdoms-OL uden at have været i nærheden af den vilde tid, som han løb i sin debutsæson.

Men en dansk specialist i reumatologi var ikke overbevist om, at diagnosen var korrekt. Derfor tilbød han via BT at undersøge Kristoffer Hari grundigt for at sikre sig den unge sprinter de bedst mulige betingelser for at udfolde sit store talent.

- Det lyder lidt mystisk, at han har det så skidt, og at man alligevel ikke komme nærmere end, at det er noget vokseværk. Det kan godt være, at han har været gennem et udredningsforløb, og man ikke har fundet noget, som man kan hjælpe ham med. Men hvis ikke han har været det, så synes jeg, han bør det.

- Det er i hvert fald en diagnose, som man ikke godtager, medmindre andre tilstande er undersøgt og udelukket. Så jeg synes ikke, at man slå sig til tåls med, at det kun er vokseværk, sagde overlæge Karsten Heller Asmussen, da han hørte om det unge talents smerteproblemer.

På mandag bliver Kristoffer Hari undersøgt af overlægen.

- Jeg håber, at vi kan finde ud af, hvad det er, der har generet mig. Det bliver lidt for meget, når man hele tiden går rundt og kan mærke sin ryg gøre ondt. Nu finder vi ud af lige nøjagtig, hvad det var der skabte de her problemer, siger Kristoffer Hari inden mødet med overlægen på Frederiksberg Hospital.

Hari glæder sig dog over, at smerterne er på retur.

- Egentlig har jeg det bedre, end jeg har haft det. Det er meget bedre, end det var i sommer. Jeg tror, det er på vej væk.