De kom her første gang i begyndelsen af 50erne. Som unge, søgende homoseksuelle. BT har mødt Palle Nielsen og Bent Ude på det 99 år gamle københavnske værtshus Centralhjørnet, i anledningen af Per Wennicks dokumentar ’Palle, Bent og bøssebaren’, der kan ses på dr.dk.
Her møder seerne Palle Nielsen, 84, og vennen Bent Ude, 82, der begge for første gang satte deres ben på Centralhjørnet i begyndelsen af 50erne.
Dengang som helt unge, søgende homoseksuelle, der manglede et sted at mødes med ligesindede. I dag er de hinandens bedste venner, hinandens ’familie’.
Bygningen, der huser Centralhjørnet, blev opført i 1802. De første mange år rummede lokalerne i stuen en høkerbutik. Altså en købmand – eller datidens 7-Eleven. I 1917 åbnede der i stedet et værtshus i lokalerne. Allerede fra begyndelsen tiltrak stedet ’mistænkeligt mange mænd’, som Rasmussen siger.
I slutningen af 50erne havde de københavnske bøssebarer efterhånden etableret sig i en grad, at de også tiltrak mandlige prostituerede, trækkerdrenge. Især unge soldater var i høj kurs.
Palle Nielsen husker i Wennicks film, at han engang ’fik en marinesoldat i fødselsdagsgave’...
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs meget mere om Palle og Bent og verdens ældste bøsse-værtshus, Centralhjørnet. Her får du et bedre indblik i værtshusets historie og om det at være homoseksuel i et ekskluderende samfund.
Artiklen indeholder desuden en stor billedserie samt en oversigt over dansk homo-historie.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
De kom her første gang i begyndelsen af 50erne. Som unge, søgende homoseksuelle. BT har mødt Palle Nielsen og Bent Ude på det 99 år gamle københavnske værtshus Centralhjørnet.
Det røgfyldte lokale er fyldt med gæster – og julepynt. Melodi Grand Prix-sange og andre syng-med-melodier lyder fra duoen på den lille scene ved døren. Ikke helt overraskende er Birthe Kjærs ’Vi maler byen rød’ på sætlisten.
Stemningen er høj i Centralhjørnet. Som den som regel er torsdag og søndag aften, hvor der er underholdning i lokalet, som huser det 99 år gamle københavnske værtshus. Ofte leveret af dragqueens. Flere gange i aftenens løb modtager musiker og sangerinde en hilsen fra en af gæsterne i lokalet – det samme hver gang: en Fernet Branca til damen og Cola Zero til herren bag keyboardet.
En stærkt beruset mandlig gæst forsøger at imponere sangerinden med ‘noget han har i lommen’. En gammel, gammel joke, oprindelig leveret af et af underholdningsverdenens mange bøsseikoner, Mae West.
Sangerinden tilbyder manden et kondom. En anden tradition på stedet.
Ovenover gæsterne hænger for mere end 50.000 kr. juleudsmykning. Nogle vil kalde det kitsch, andre smagløst, men for de fleste af de faste gæster er det blåt-gyldne orgie af kugler, stjerner og noder i loftet uløseligt forbundet med Centralhjørnet. Gæster kommer helt fra Oslo til København for at se juleudsmykningen, inden de i dobbelt forstand sejler tilbage til Oslo.
Det samme er tilfældet, når der er påskepyntet i lokalet.
Bogholder og diva
Musikken i det trange lokale på hjørnet af Kattesundet og Lavendelstræde leveres af Centralhjørnets ejer Torben Rasmussen og sangerinden Tine Schlichting.
Hun arbejder til daglig som bogholder i sit og hendes mands revisionsfirma. Om aftenen iklæder hun sig kjole og accessories og strør lidt you can look, but you better not touch-divaness ud over det feststemte publikum.
Ikke at ret mange i det mandlige publikum har trang til at befamle Tine. Og dog.
»Har du set hendes røv? Det er jo lige til at blive hetero-børge af. Selvom man er bøsse, kan man jo godt have sans for kvindelig skønhed.«
Ordene kommer fra Palle Nielsen med et stille grin.
Først var det en høkerbutik
BT er på Centralhjørnet i anledning af Per Wennicks dokumentar ’Palle, Bent og bøssebaren’, der bliver vist i aften kl. 20 på DR1.
Her møder seerne Palle Nielsen, 84, og vennen Bent Ude, 82, der begge for første gang satte deres ben på Centralhjørnet i begyndelsen af 50erne.
Dengang som helt unge, søgende homoseksuelle, der manglede et sted at mødes med ligesindede. I dag er de hinandens bedste venner, hinandens ’familie’.
»Centralhjørnet kaldes verdens første bøsseværtshus, og den titel tager vi gerne til os. Det er nok mest et definitionsspørgsmål. For hvornår er man et bøsseværtshus. Men der var næppe mange andre bøsseværtshuse i verden, før Centralhjørnet blev det,« siger Torben Rasmussen.
Faktum er, at bygningen, der huser Centralhjørnet, blev opført i 1802. De første mange år rummede lokalerne i stuen en høkerbutik. Altså en købmand – eller datidens 7-Eleven. I 1917 åbnede der i stedet et værtshus i lokalerne. Allerede fra begyndelsen tiltrak stedet ’mistænkeligt mange mænd’, som Rasmussen siger.
Indtil 1933 var homoseksualitet ulovligt i Danmark. Men der skulle gå 22 år, før en ny ejer tog springet og udnævnte stedet til et officielt bøsseværtshus.
Modeskabere holdt hof
I de dage eksisterede der en lille håndfuld kendte bøssesteder i det københavnske minefelt. Mandalay – ‘Mandelir’ i folkemunde – Cosy Bar, Apollo Bar, som også tiltrak lesbiske, Igels Bar, senere Masken.
»Dengang var Cosy Bar et fornemt sted med hvide duge og et køkken. ’De tre b’er’ i dansk mode (modeskaberne – som man sagde dengang i 50erne – Holger Blom, Peter Birck og Uffe Brydegaard, red.) holdt hof i mørkt tøj og slips. Centralhjørnet var snarere et hyggested. Der kom alle mulige slags mennesker, alle aldersklasser. Det var egentlig ikke et scorested. Det var noget med at skråle med på viserne og drikke nogle bajere. Især om søndagen. En masse sære og skæve eksistenser. Alle talte med alle. Det miljø følte jeg mig hurtigt tiltrukket af,« siger Bent Ude.
BT møder ham og Palle Nielsen i Centralhjørnet en fredelig eftermiddag uden helt den samme feststemning, som når Rasmussen og Shlichting spiller og synger om aftenen.
»Jeg flyttede fra Nyborg til København i begyndelsen af 50erne, hvor der kun fandtes ét kendt bøsseværtshus i København. I hvert fald for en ung mand fra Nyborg - og det var Centralhjørnet.
Jeg var meget længe om at komme ud. Jeg kendte ikke andre bøsser dengang, Jeg kan huske, at jeg gik forbi Cosy Bar en aften ved 22-tiden, men jeg turde ikke gå ind,« siger Palle Nielsen.
Palle Nielsen og Bent Ude er bøsser. Dengang var de homoseksuelle. ’Bøsser’ var oprindelig et skældsord, som bøsserne tog til sig og brugte – når nu det skulle være.
Palle Nielsen blev født i 1931 i Nyborg som søn af en togfører. Allerede som dreng vidste han, at han ikke var som de andre. Festerne med medlemmerne af Arbejdernes Radioklub, hvor faderen var formand, var lidt af en plage. Han brød sig ikke om at danse med pigerne. Som den eneste trøst havde Nyborgs eneste kendte homoseksuelle, ’Frk. Hansen’ i daglig tale, kigget ham ud. De jokede sammen.
Godt øje til onkler
»Allerede som dreng vidste jeg, at jeg havde noget i mig. Jeg var på besøg hos mine bedsteforældre og lå under bordet og kiggede ugeblade. Jeg kan huske, at jeg så et billede af en flot, muskuløs bryder og tænkte mit. Jeg var betaget af det billede. Jeg kyssede billedet. Senere blev man forelsket i skolelærere. Der var også et par onkler, jeg havde et godt øje til. Jeg længtes efter at være sammen med en mand,« siger Palle Nielsen og tilføjer:
»Alle spurgte, om man ikke snart skulle have en veninde. Man sagde jo ikke, at man var til mænd. Jeg plejede at sige: ’Fordi man skal have en halv liter sød en gang imellem, behøver man jo ikke at købe en hel ko’.«
Vennen Bent Ude er født i en velhavende familie med bopæl på Østerbro. Også han begyndte at komme på Centralhjørnet i begyndelsen af 50erne.
»Jeg har været ked af det mange gange – at jeg er homoseksuel. Jeg kunne ikke leve op til forventningerne. Man så jo meget gerne, at man fandt en ung pige, dengang jeg var ung. Og det gjorde jeg også. Vi var gift i ti år. Men jeg har ikke set min kone i 50 år. Hun var vældig sød, en meget, meget køn pige. Det gik bare ikke, som det skulle. Jeg rejste meget i udlandet, både i kraft af mit job, og fordi jeg var konkurrencedanser. Da kom jeg vidt omkring. Men jeg lavede aldrig noget med andre mænd i København,« siger Bent Ude.
I slutningen af 50erne havde de københavnske bøssebarer efterhånden etableret sig i en grad, at de også tiltrak mandlige prostituerede, trækkerdrenge. Især unge soldater var i høj kurs.
Palle Nielsen husker i Wennicks film, at han engang ’fik en marinesoldat i fødselsdagsgave’.
Myndighederne forsøgte i 1960 at dæmme op for den åbenlyst ulovlige prostitution, blandt andet ved at forbyde soldater at komme på bl.a. Centralhjørnet. Det blev næsten samtidig forbudt mænd at danse sammen offentligt. Det forbud blev dog senere ophævet i 1968.
Tonen er ramsaltet
»Jeg har været turneringsdanser i 30 år. Men jeg har aldrig savnet at danse med mænd. Jeg dansede med min kone, men hun duede ikke til turneringsdans,« siger Bent Ude.
»Du må have været god til at danse. Du er sådan lidt kraftig i det, hedder det ikke ballon? Ligesom hende, der vandt ’Vild med dans’,« tilføjer Palle Nielsen drillende.
Sådan er tonen mellem de to venner. Temmelig ramsaltet. Som den ifølge Torben Rasmussen er generelt på Centralhjørnet og i den del af bøssemiljøet, han kender til.
»Som Dame Edna sagde: ’It’s meant in a caring way’. Det er det jo – ment på en omsorgsfuld måde. For andre kan det lyde ondskabsfuldt. Jeg kan sagtens sige til Bent: ’Dit gamle, døve spektakel’. Han kan ikke høre det alligevel. Du skulle have en Misse Møghe-tragt,« siger Palle Nielsen med et sideblik til vennen.
»Den slags kan jeg sagtens høre. Jeg hører det, jeg vil høre,« siger Bent Ude med et skævt grin.
Selvom de to aldrende københavnere begge er kommet på Centralhjørnet i mere end 60 år, lærte de først hinanden at kende mange år senere gennem venner. De har aldrig været et par. Til gengæld er de meget nære venner. De kommer ikke så meget på værtshusene i Indre By længere, men har en stor, fælles vennekreds. ’Vores familie’, som Nielsen siger det. Nielsen bor i det indre København. Ude bor på Østerbro. Begge i et par smagfuldt indrettede lejligheder, fremgår det af DR-dokumentaren. De ses ofte. Et fast punkt på programmet, når de ses hos Palle Nielsen, er gennemsyn af en Marlene Dietrich-film.
Helt tilbage i 1920erne var den tyskfødte, biseksuelle skuespillerinde allerede et ikon for homoseksuelle. Nielsen er stor fan. Har ligefrem mødt hende et par gange.
Ny pacemaker
»Vi er heldigvis meget forskellige. Men vi kan slet ikke undvære hinanden. Vi ringer til hinanden hver dag for at høre, om vi er oprejste. Jeg håber, Bent holder lidt endnu. Han har lige fået ny pacemaker. Den ville være en dårlig investering, hvis du faldt om,« siger Palle Nielsen med endnu et sideblik til vennen.
Oprindelig drømte Bent Ude om at få en familie. Selv efter sin skilsmisse i begyndelsen af 60erne fortsatte han med at date kvinder. Faktisk er han aldrig helt blevet overbevist om, at han er bøsse, siger han.
»Jeg havde forhold til andre kvinder, men da jeg ville giftes igen, sagde min mor, at nu måtte det vist stoppe. Hun gik ikke ned ad kirkegulvet igen. En mors fornemmelse – den tager man sjældent fejl af. Kvinden var betydelig yngre end mig – et enebarn. Jeg havde hilst på hendes forældre, der vist forståeligt nok ikke var så begejstrede for, at jeg kom ind i billedet. Hun var deres eneste barn, og så kom en halvgammel mand som jeg, hvor der vist også var noget ved siden af. Hun var ligeglad: ’Herregud, at du laver lidt ved siden af, det er jeg ligeglad med’,« siger Bent Ude.
I 1980erne skete der et par ting, der skulle få afgørende betydning for danske bøsser. Først den positive: I 1980 blev en stærkt omdiskuteret lov, der definerede homoseksualitet som en psykisk sygdom, ophævet.
»Vi blev raskmeldt natten over,« som Palle Nielsen tørt siger det i ’Palle, Bent og Centralhjørnet’. Hverken han eller Bent Ude har følt sig specielt tynget af loven tidligere i deres liv.
»Vi er jo udstyret med et gen. Det andet har jeg ikke tænkt over hen ad vejen. Men da jeg var helt ung, var jeg ked af det, fordi jeg ikke kunne leve op til de andres forventninger,« siger Bent Ude.
Den anden store begivenhed, der én gang for alle skulle ændre livet for alle bøsser, var hiv og aids.
Mange gled i svinget
»Dengang i 80erne mistede vi mange af vores bekendte og venner. Til gengæld er der mange præparater, der gør, at vores hiv-ramte venner kan være i live i dag. Det er gudskelov ikke en dødsdom, som det var i begyndelsen. Jeg blev tjekket første gang i 1985. Der blev taget jeg ved ikke hvor mange prøver. Der gik 14 dage, før svaret kom. Jeg tænkte, at med det liv, jeg har ført, skal jeg nok være indstillet på, at jeg var i risikogruppen. Så lagde man sit liv om – lidt. Kastede sig ikke ud i hvad som helst,« siger Palle Nielsen.
Og hans ven tilføjer:
»Det var frygtelig at se dem, der blev syge. De svandt ind. De blev jo til skeletter. Det værste var, at der var mange, der ikke ville indrømme, at de havde aids. De så frygtelige ud til sidst. Der var kendte som Rock Hudson og Liberace. Der gled mange i svinget dengang.«
De seneste år har Danmark fået ry for at være verdens mest liberale land med hensyn til homoseksuelles rettigheder. Især loven fra 1989, der tillader registreret partnerskab i Danmark, har skabt præcedens i resten af den vestlige verden.
Til gengæld ser det skralt ud i store dele af resten af verden.
»Vi skal være lykkelige for, at vi er født i Danmark. For den måde vores samfund er indrettet på i det hele taget. Som bøsser er man næsten accepteret overalt i Danmark,« siger Palle Nielsen.
Hvor er man ikke accepteret?
»I den ældre generation, måske i små byer i Jylland. I andre etniske miljøer. Dér er der nogle, der har det hårdt. Bøsser og lesbiske i andre etniske miljøer tør ikke komme ud. De har ingen at sige det til. Dér ligger den helt store udfordring,« siger Palle Nielsen.
Fisselette-fordomme
Deltager I i Copenhagen Pride?
»Jeg har et lidt ambivalent forhold til Pride. Folk kan få det indtryk, at vi er sådan nogle, der render rundt med netstrømper og fjer i røven. Det er vi jo ikke. Vi er lige så almindelige og normale at kigge på som andre. De dér utrolig feminine fyre med strittende arme og ben har ødelagt meget for os – i hvert fald i gamle dage. Det gav næring til en masse fordomme om bøsser. Hvis der var en bøsse i en film, var det ’en fisselette’, som man sagde. Det var aldrig en håndværker eller læge. Det er heldigvis anderledes i dag,« siger Palle Nielsen.
Eftermiddagen går på hæld i det røgfyldte lokale i den 213 år gamle bygning i Kattesundet. Der er lige så mange kvinder som mænd i lokalet. Mest i plus 50 års alderen. Men også yngre kommer forbi til en øl eller en kaffe. Nogle for at tjekke ud. Som Torben Rasmussen siger:
»Vi er stadig nødt til at holde dametoilettet låst. Det klager de over. Nu kan de ikke længere se sidemanden stå at tisse. Der er kun plads til én kumme.«
Men de fleste er åbenlyst på besøg for at slappe af. ‘Man vil bare sidde, få en lille tår, glemme alle pligter,’ som John Mogensen skrev på en café tæt på Centralhjørnet.
I dag er Danmark et land, hvor heteroseksuelle og homoseksuelle naturligt mødes med netop dét formål.
»Der er en helt anden holdning i dag. Heldigvis,« siger Palle Nielsen og tilføjer:
»Hvis der er noget, jeg er ked af i dag, er det, at jeg fik aldrig sagt det til mine forældre. Særlig ens mor vidste det jo godt. Hver gang jeg var hjemme og skulle tilbage til København, sagde min mor altid: ‘hils alle dine venner i København’. Jeg ærgrer mig den dag i dag. Der var så meget, vi kunne have talt om.«
--- OOO --- OOO --- OOO ---
DANSK HOMO-HISTORIE
1866 - Ny straffelov i det nydannede danske demokrati: homoseksualitet forbydes.
1933 - Homoseksualitet tillades, såfremt det dyrkes med jævnaldrende.
1948 - Foreningen af 1948 stiftes. Den har siden talt homoseksuelles sag.
1960 - Soldater i uniform forbydes at besøge fire specifikke steder i København.
1961 - Ny lov forbyder køb af sex af mænd under 21.
1968 - En lov, der forbyder to mænd at danse sammen, ophæves.
1980 - Lov, der definerer homoseksualitet som en psykisk sygdom, ophæves.
1989 - Lov tillader registreret partnerskab. Eigil og Axel Axgil bliver gift i København.
1996 - Første Europride i København. Siden har der været afholdt Pride hvert år i København.
2010 - København kåres som den mest homovenlige by i verden.
