Amerikansk kvinde er anholdt, efter hun bed kødlunser af en 69-årig mand.

- Jeg er en vampyr, og jeg vil æde dig!

Det lyder som en dårlig skrækfilm, men sådan lød det fra 22-årige Josephine Smith fra Florida, da hun onsdag aften gik til angreb på 69-årige Milton Ellis.

Milton Ellis var faldet i søvn i sin kørestol og vågnede først, da Josephine Smith var i gang med at bide kødlunser af armen og ansigtet.

Milton Ellis slap dog fra det uhyggelige møde med vampyrkvinden med livet i behold og blev senere behandlet på et nærliggende hospital, hvor han blev syet. 

Da politiet ankom til gerningsstedet fandt de Smith liggende blodig og halvnøgen, men ifølge talsmanden fra St. Petersburg politi, Mike Puetz, huskede kvinden intet fra overfaldet.

Politiet anholdte dog Smith omgående og hun kan kun løslades mod en kaution på 50.000 dollars.