Regeringen trak indførelsen af ligelønsstatistikker for at beskytte arbejdsgiverne. Det indrømmer beskæftigelses- og ligestillingsministeren i svar til udvalg.

En kønsopdelt lønstatistik skal ikke kunne bruges mod arbejdsgiverne. Det var grunden til, at det tog seks år for regeringen at få indført en kønsopdelt lønstatistik, som SR-regeringen ellers havde vedtaget. Det forklarer beskæftigelses- og ligestillingsminister Inger Støjberg i et svar til Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg, skriver Nyhedsmagasinet HK.

- Regeringen tog afstand fra det tidligere forsøg på at lovgive om kønsopdelt lønstatistik, fordi denne lønstatistik særligt var rettet mod at skaffe et statistisk grundlag til forberedelse af ligelønssager mod arbejdsgiverne med konflikter på virksomhederne til følge, skriver ministeren i sit svar.

- Vi har hele tiden haft mistanke om, at regeringen trak indførelsen af en kønsopdelt lønstatistik i langdrag af hensyn til arbejdsgiverne, og dette er jo en direkte indrømmelse af, at det er sandt, siger Mette Kindberg, næstformand i HK til Nyhedsmagasinet HK.

I oppositionen er man heller ikke glad for Inger Støjbergs svar.

- Det er jo helt grotesk, og en klar indrømmelse af, at det for regeringen er ligegyldigt at sikre ligeløn. Det er en indrømmelse af, at man for alt i verden vil beskytte arbejdsgivere, også selv om de omgår lov om ligeløn og i øvrigt prøver at forhindre det fagretslige system i at virke efter hensigten, siger Pernille Vigsø Bagge, SF’s ligestillingsordfører til Nyhedsmagasinet HK.

Også Julie Rademacher, Socialdemokraternes ligestillingsordfører, siger, at det endnu engang viser, at der ingen vilje er til at prioritere ligestilling og ligeløn i regeringen.



/ritzau/