Erhvervsmanden Asger Jensby træder ud af ledelsen i JMI Invest i forbindelse med en rekonstruktion af selskabet.

Erhvervsmanden Asger Jensby træder ud af ledelsen i JMI Invest i forbindelse med en rekonstruktion af selskabet. Det er resultatet af langvarige forhandlinger om fremtiden for Jensbys selskab JMI Invest, der har været under stort pres fra banker med penge til gode.

JMI Invests problemer er opstået som følge af konkursen i IT Factory, der var hjørnesten i investeringsselskabet.

I en meddelelse fra selskabets nye formand, advokat Ole Borch, oplyses det, at Asger Jensby både udtræder af ledelsen i JMI og fra ledelsen af de enkelte porteføljeselskaber under JMI Invest. Han vil dog være konsulent i den fortsatte proces.

Den nye bestyrelse består af Ole Borch, statsautoriseret revisor Sten Lauritzen og direktør Jørgen Granborg, A-Data. Lars Hylling Axelsson, der har været med i direktionen for JMI-selskabet, bliver adm. direktør i JMI Invest, mens Lars Brammer bliver finansdirektør.

Parterne skal nu arbejde med at realisere - frasælge - selskaberne i JMI Invest, så kreditorerne får mest muligt hjem. Dette arbejde skal være afsluttet i løbet af to år.

/ritzau/