Henning Dyremose forlader TDC til foråret. Den 52-årige snart tidligere bestyrelsesformand forlader koncernen efter 10 år.

Henning Dyremose vil væk fra TDC. Han hopper af formandstaburetten til foråret ved koncernens generalforsamling. Og Henning Dyremose forlader koncernen helt, da han ikke vil være at finde som alment bestyrelsesmedlem fremover.

Bestyrelsen foreslår, at den nuværende næstformand, Vagn Sørensen, udpeges til fremtidig formand for bestyrelsen på det konstituerende bestyrelsesmøde, der afholdes umiddelbart efter den ordinære generalforsamling.

Den kommende formand Vagn Sørensen på 48 år har været medlem af TDC's bestyrelse og næstformand siden april 2006. Han har tidligere været administrerende direktør for Austrian Airlines Group og vicekoncernchef i SAS.

/ritzau/