Carlsberg går i gang med hovedrengøring i Frankrig, og det koster 214 job i datterselskabet Brasseries Kronenbourg.

Carlsberg døjer med et faldende fransk ølmarked, som ikke har udsigt til at blive bedre med en økonomisk afmatning. Derfor lanceres en ny plan for datterselskabet Brasseries Kronenbourg, og der bliver barberet 214 ud af 1400 stillinger væk inden julen 2010.

Fremover skal der satses på en ny mærkevarestrategi. De vigtigste mærker relanceres.

- Vores strategiske plan vil hjælpe os med at øge salget, vinde markedsandele tilbage, forblive konkurrencedygtige og genskabe rentabiliteten. Fra 2009 vil vi tilbagevinde forbrugerne ved at relancere de to hovedmærker Kronenbourg og 1664 og ved at forbedre partnerskabet med kunderne gennem kvaliteten af vore tjenester og ekspertise med hensyn til, hvordan de sælger vore produkter, siger Brasseries Kronenbourgs administrerende direktør, Thomas Amstutz.

/ritzau/